Søg
Nyhed

Debatten er sat

Den 1. september 2015 fik Kunsthal Charlottenborg en ny direktør.
Michael Thouber er 44 år, cand.mag. i Moderne Kultur og Kulturformidling og kommer fra en stilling som chef for DR2. De erfaringer, han tager med sig herfra, skal hjælpe ham til at indfri sin mission: At få samtidskunsten ud til et større publikum

Hvad betyder samtidskunsten for dig?

Mit personlige udgangspunkt for at søge stillingen som direktør for Kunsthal Charlottenborg var, at jeg selv har oplevet, hvordan samtidskunsten har ændret mit liv. At den til stadighed stiller essentielle spørgsmål til mine egne værdier men også mit syn på det samfund og den tid, vi lever i.

I mødet med kunsten åbnes der både op for en indre dialog og nogle væsentlige samtaler med andre. Det kan kunsten, fordi kunstnere ofte tænker anderledes, og det åbner for nye perspektiver. Så man kan flytte sig som menneske.

Det er ligesom en god bog, man giver videre til en god ven. Jeg vil dele samtidskunsten, fordi jeg mener den er væsentlig at opsøge.
 

Hvordan vil du åbne samtidskunsten op for flere?

Som kunstner er man fri til at gøre, hvad man vil. Til gengæld synes jeg det er en forpligtelse for os andre, der arbejder med og omkring kunsten, at få den ud til flest muligt.

Jeg er ikke præst; og jeg skal ikke åbne lukkede øjne. Men jeg har altid betragtet det som mit kald, hvis man kan bruge så stort et ord, at gøre samtidskunsten tilgængelig for flere og formidle værkernes potentiale til et bredere publikum.

Kunsthal Charlottenborg har allerede de bedste kort på hånden i forhold til at lykkedes med en bredere formidling: Vores helt centrale location, de fantastisk smukke lokaler og et meget højt kunstnerisk niveau.

Så for mig at se er det først og fremmest en formidlingsopgave, der skal løftes og indfries på Kunsthal Charlottenborg. Her kommer min erfaring fra DR2 mig forhåbentligt til gode, hvor jeg har lært, hvordan man sætter en væsentlig dagsorden og samtidig tiltrækker et bredt publikum.

Min vision er at gøre Kunsthallen til centrum for formidling af dansk og international samtidskunst og til et samlingspunkt, hvor det etablerede og det eksperimenterende mødes.

Skal man skære ind til benet, handler den grundlæggende udfordring om ønsket om på den ene side at tiltrække et større publikum og på den anden side en insisteren på ikke at gå på kompromis med den kunstneriske kvalitet. Det kræver en klar profil – både overfor kunstverden og over for befolkningen.

Hvilke muligheder ser du i tilhørsforholdet til Billedkunstskolerne?

Jeg mener, at det er en kæmpe fordel for Kunsthal Charlottenborg, at vi ligger sammen med Kunstakademiet. Det er noget af det, der kan være med til at gøre Kunsthal Charlottenborg til noget særligt; at vi har mulighed for det direkte samarbejde.

Først og fremmest giver det adgang til de nye kunstneriske talenter, som skolen udklækker. Samtidig er der både i professorstaben, og blandt de gæster, der løbende besøger akademiet, et åbenlyst højt ambitionsniveau på linje med det, vi har på Kunsthallen.

Hvordan kunne et sådant samarbejde mellem Kunsthal og Billedkunstskoler se ud?

Jeg har mange ideer til, hvordan vi kan samarbejde, men først vil jeg gerne have mulighed for at tale med både elever og professorer og høre, hvad der kunne være interessant for dem.

Jeg har dog allerede indbudt Daniel Birnbaum, som er direktør for Moderna Museet i Stockholm, til at komme til København i november måned, hvor han vil holde en talk med Forsythe, som vi har en udstilling med i Kunsthallen.

Det interessante med Daniel Birnbaum er, i den her sammenhæng, at han i en årrække drev Portikus i Frankfurt, der også ligger i sammenhæng med et kunstakademi, og Daniel har lovet at videregive sine erfaringer fra det samarbejde til os, hvilket jeg håber, at vi kan lære en masse af.

Hvad er det første, du vil tage fat på?

Et af de steder, hvor jeg kan se en klar opgave, er omkring international bevågenhed. I 1990’erne og begyndelsen af 00’erne, da jeg selv var studerende og drev det lille udstillingssted og magasin 1% sammen med en række venner fra universitetet og kunstakademiet, var der stærkt fokus på de unge danske kunstnere fra internationale kuratorer og kunstinstitutioner.

Det skyldtes blandt andet, at man dengang havde Center for Dansk Billedkunst, der arbejdede aktivt for en international bevågenhed og hjalp yngre danske kunstnere til at udstille i udlandet. Mange af de kunstnere har i dag har en stor international karriere: Olafur Eliasson, Jeppe Hein, Kirstine Roepstorff, Tal R, John Kørner, Jens Haaning, Elmgren og Dragset osv.

Jeg tror, at vi kan forbedre den indsats i dag, og jeg vil gerne være med til at trække den næste generation af kunstnere ind i en international kreds og igen skaffe den bevågenhed fra udlandet på, hvad der foregår lige nu i Danmark.

Jeg håber selvfølgelig også, at de mange internationale kunstnere, som udstiller på kunsthallen, kan komme akademiet til gavn.

Forleden holdt vi f.eks. møde med den ghanesiske kunstner Ibrahim Mahama, der har skabt et meget spektakulært værk på dette års Venedig Biennale. Vi har allerede talt med ham om, at når han kommer tilbage til foråret 2016 for at forberede et facadeværk til kunsthallen, så kunne det være interessant, hvis han også holdt en lecture for akademiets elever.

Og den type arrangementer tænker jeg, at vi kan lave mange flere af med andre af de internationale kunstnere, der besøger kunsthallen.

Du har bl.a. sagt, at du gerne vil have kunsten til at spille en mere aktiv rolle for samfundsdebatten. Hvad mener du egentlig med det?

Jeg mener, at Kunsthal Charlottenborg skal være med til at forme kunstens position i samfundet. Kunst og samfund er ikke to adskilte størrelser. Kunsten bliver skabt i det samfund, den er en del af, og er et spejl, der reflekterer tiden. Både poetisk og politisk.

Der er mange billedkunstnere derude, der har både stærke stemmer og holdninger. Dét vil jeg gerne være med til at bære frem.

Hvis Kunsthallen formår at sætte samtidskunstens refleksioner højt på dagsordenen, og give kunsten en stemme i debatten om tendenserne i vor tid, så vil befolkningen også bakke op om samtidskunsten og opsøge den.