Traditionelle vestlige instrumenter har været designet til en specifik krop og til en specifik praksisform. Feminisme og posthumanisme giver et andet blik på kroppens relation til teknologien, end det der har været fremherskende i musikhistorien. Hvad der traditionelt har været anset som forskellige enheder sammensmeltes og vikles ind i hinanden. Det ses eksemplarisk i det psykoakustiske fænomen differenstoner, som er en additional tredje tone, der opstår i lytterens ører som konsekvens af to højfrekvente toner. Selve lytterens krop frembringer lyden, og er altså selve instrumentet eller the site for composition.
Dette rejser spørgsmål som: Kan man forestille sig en type instrumentpraksis, der peger på andre typer normer, kroppe og praksisformer? Hvornår sammenfiltres kategorierne instrument og krop? Der sker en ændring i opfattelsen af musik gennem kunstnerisk arbejde med instrumentet, hvor grænserne mellem lytter, instrument og performer sløres.
Mit ph.d.-projekt udfordrer relationen mellem instrument og krop, performativt, konceptuelt og teknologisk. Jeg undersøger instrumentet som figur, ved i en kunstnerisk praksis, i dialog med videnskabelig research, at udvikle instrumenter der skaber andre typer lytter-instrument-relationer og praksisformer, og udfordrer hvad man forstår som et instrument.