Beliggende midt i København, mod Kgs. Nytorv og Nyhavns stemningsfulde kanal, er Charlottenborg en central del af Københavns tidlige historie.
Slottet blev opført i 1670'erne, da København voksede fra middelalderby til en moderne hovedstad, og det har siden fungeret som centrum for kunst, kultur og kreativitet.
På omvisningen oplever du blandt andet Kunstakademiets smukke festsal, Thorvaldsens villa og Københavns første botaniske have, i daglig tale ’Billedhuggerhaven’ – hvor Kunstakademiets billedhuggerskole endnu i dag holder til.
På Charlottenborg Slot har nogle af Danmarks største kunstnere fundet inspiration og finpudset deres talent. I dag emmer stedet fortsat af energi, for slottet danner stadig ramme om aktive billedkunststuderende og undervisere. Omvisningen giver en sjælden mulighed for at få et kig ind i værksteder og atelierer, hvor undervisningen og de spirende kunstnerskaber udfolder sig.
Omvisningen varer 60 minutter og gennemføres på den præmis, at Kunstakademiet er et levende arbejdsrum og uddannelsessted. Arbejde der kræver ro og koncentration, kan betyde, at vi ikke kan gå den planlagte rute.
Hvor og hvornår
Næste omvisning er onsdag d. 8. januar 2025 kl. 15:30-16:30. Gruppen mødes med omviser Jens Tang Kristensen ved Kunsthal Charlottenborg
Pris
En billet: 90 kr pr. person
Under 16 år: Gratis
Studerende: 50 kr.
Max 16 personer kan deltage i omvisningen.
Er I en større gruppe, kontakt da venligst Kunstakademiet for nærmere aftale.
Rundvisningerne giver fri entré til Kunsthal Charlottenborg.
Billetter kan bookes og betales her
Om omviseren
Omvisningen foregår på dansk og varetages af forfatter, museumsinspektør og ph.d. Jens Tang Kristensen.
Jens Tang Kristensen er ph.d. i kunsthistorie og museumsinspektør ved Museum Sønderjylland. Han har været ansat som forsker og ekstern lektor ved Københavns Universitet i en årrække samt som formidler ved Louisiana i Humlebæk. Derudover underviser han pt. ved Det Rytmiske Musikkonservatorium og er tilknyttet Kunstakademiet som omviser. Jens Tang holder løbende foredrag ved diverse museer og undervisningsinstitutioner.
Omvisningerne finder sted hver måned, oftest anden onsdag i måneden, og annonceres på Kunstakademiets hjemmeside. Førstkommende omvisning er onsdag d. 8. januar 2025.