Søg

Afgang 2017

Den nyeste billedkunst fra kunstakademiet vises på Afgang 2017 på Kunsthal Charlottenborg

24 kunstnere udklækkes i år fra det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, og den 21. april præsenteres de traditionen tro på den årlige afgangsudstilling. Afgang 2017, der kurateres af Christian Skovbjerg Jensen, udgør et stærkt bud på samtidskunstens fremtidige udtryk.

Udstillingsperiode: 22. april - 11. maj 2017
Fernisering: Fredag 21. april kl. 18-22
Pressevisning: Fredag 21. april kl. 11-12

Afgang er den årligt tilbagevendende eksamensudstilling for dimittenderne fra Kunstakademiets Billedkunstskoler. I 2017 finder afgangsudstillingen, Afgang 2017, sted fra den 22. april 2017 på Kunsthal Charlottenborg. På opfordring af kunstnerne selv er Christian Skovbjerg Jensen blevet udpeget til at kuratere årets udgave af Billedkunstskolernes afgangsudstilling.

24 kunstnere færdiggør i disse måneder deres 6-årige uddannelse. Udstillingen fejrer og fremviser helt nye værker skabt af dimittenderne fra Kunstakademiet. Udstillingen er på én gang kronen på værket og en indsigt i de sidste 6 års uddannelsesproces. Materialer og udtryk vil variere fra kunstner til kunstner, og samlet set giver det en enestående indsigt i fremtidens kunstscene. Udstillingen præsenteres i de klassiske rammer af store ovenlyssale på Kunsthal Charlottenborg - en bygning som i 1883 åbnede med den vision at vise det nyeste billedkunsten havde at tilbyde.

Kunstnerne på udstillingen er:
Anne Eckersberg, Anne Sofie Fenneberg, Coline Marotta, David Minařík, Eduardo Antonio Rodriguez Chain, Gabriel Bott, Hannibal Andersen, Ingrid Høiskar Borgfjord, Jacob Alrø, Jens Hüls Funder, Jesper Skov Madsen, Kirsten Astrup, Lydia Hauge Sølvberg, Malte Starck, Veronica Riget, Nicky Sparre-Ulrich, Nike Åkerberg, Nikolaj Nielsen Phillipsen, Nina Mølgård Knappe, Oskar Jakobsen, Signe Boe, Simon Rasmussen, Theodor Walldius samt Vibe Overgaard.

Kurator på årets afgangsudstilling
Christian Skovbjerg Jensen er direktør for Inter Arts Center, en interdisciplinær platform for kunstnerisk research og udvikling i Malmø (etableret af det Kunstneriske Fakultet på Lunds Universitet i 2010). Han har tidligere kurateret en lang række kollaborative projekter i offentlige rum. Eksempelvis var han i 2010 kunstnerisk leder for TUMULT, en international kunstfestival med nykommisionerede værker af Aleksander Mir, Mark Dion, Thomas Kilpper, Danh Vo og Superflex m.fl. Dertil var han en af kuratorene på den sjette Momentum Biennale i 2011 samt kurator på programmet for kunst i offentlige rum til Copenhagen Art Festival i 2012. Han har også initieret og er stadig aktiv i udstillingsplatformen Somewhere, der arbejder med samtidskunst i byrum, arkitektur og landskab.

Christian Skovbjerg Jensen udtaler om at være på kurator på Afgang 2017:
”At kuratere afgangsudstillingen på Kunstakademiet er en virkelig spændende opgave. Det handler om at lave en velfungerende gruppeudstilling, der tilgodeser kunstnernes individuelle praksisser og samtidig skaber interessante forbindelser og spændinger imellem dem. Jeg tror på, at dette kan lykkes gennem en tæt dialog med kunstnerne, og at vi kan præsentere en alsidig og udfordrende udstilling i april”.

Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler
Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler er en statslig billedkunstuddannelse. Der er 170 studerende, som i løbet af 6 år udvikler deres kunstneriske virke under vejledning af professionelle samtidskunstnere. Kunstakademiet har siden 1754 haft til huse i det tidligere slot Charlottenborg, bygget i 1672 med beliggenhed i Københavns bykerne på Kongens Nytorv ved siden af blandt andet Det Kongelige Teaters Gl. Scene. Læs mere om Kunstakademiets Billedkunstskoler.

Fakta om Afgang 2017
Udstilling for afgangselever ved Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler
22. april - 11. maj
Fernisering: Fredag 21. april kl. 18-22
Pressevisning: Fredag 21. april kl. 11-12
Kunsthal Charlottenborg, Nyhavn 2, 1051 København K
Entré: 60 kr. (Gratis entré til ferniseringen)

Pressemateriale
Pressemateriale, herunder billeder i høj opløsning, kan hentes på kunsthallens hjemmeside under udstillingen: kunsthalcharlottenborg.dk/da/udstillinger/afgang-2017/

For yderligere oplysninger kontakt venligst
Anders Koch Madsen
Kommunikationsansvarlig, Kunsthal Charlottenborg
/ (+45) 3374 4629