Af Lise Skytte Jakobsen, ph.d., lektor, Aarhus Universitet
I krimien Tørstaf norske Jo Næsbø skaffer seriemorderen sig adgang til ofrenes hjem ved hjælp af 3D-printede kopier af nøgler. Her venter han så, mens de – kvinderne – mindst venter det. Udbredelsen af 3D-printere til massemarkedet bliver i Næsbøs plot et konkret symbol på de, skrøbelige, forestillinger, vi gør os om, hvilke rum der er vores egne, og hvilke vi deler med andre. Morderen skal stadig have fat i nøglen, lave aftryk i en klump voks, 3D-scanne aftrykket og lave en digital fil, der kan printes. Han kunne sådan set lige så godt have brugt en gammeldags, fysisk støbeform til formålet, men pointen i romanen er, at 3D-printeren er let tilgængelig, hurtig og præcis – og ikke mindst stadig omgærdet af den blanding af forhåbning og skræk, vi ofte forbinder med nye teknologier.[i]
Print verden
3D-printeren er en maskine, der kan materialisere alt, hvad vi først kan udforme som en digital tredimensional model.[ii] Den virtuelle verdens komplekse former kan gøres håndgribelige i alle slags materialer, og elementer fra den fysiske verden – borde, stole, huse og nøgler – kan 3D-scannes og reproduceres samt ikke mindst omformes, forskønnes og forvrænges. Vi kan med andre ord ’printe verden’, som titlerne på en række internationale udstillinger om emnet har peget på.[iii]3D-printeren er blevet et symbol på en forandring i vores kultur, hvor bevægelsen mellem digitale 3D-modeller på skærmen og fysiske former netop er en bevægelse og ikke en uoverskridelig grænse. I billedkunst bruges 3D-printing i disse år til at iscenesætte denne bevægelse mellem digitale og fysiske rum og undersøge materialitetens status i en digitalt funderet kultur.
Kunstnerisk udviklingsarbejde med 3D-teknologier
Det kunstneriske udviklingsprojekt Mediated Matter[iv] har som alt andet kunstnerisk arbejde haft til formål at skabe nye billeder: todimensionale og tredimensionale billeder, skulpturer, film, tegninger, mentale billeder og drømmebilleder, fremtidsvisioner, erindringsbilleder og skræscenarier. Billeder som vi aldrig før har forestillet os dem, og som måske kan inspirere, irritere, provokere eller glæde dem, der sanser disse billeder. Udviklingsarbejdet i Mediated Matterhar fokuseret på, hvilke typer billeder kunstnere kan lave med digitale 3D-teknologier, og dermed hvilke nye forestillingsrum man kan etablere. Resultaterne er lige så mangeartede, som der er medvirkende kunstnere, fordi teknologien altid bliver et led i den enkelte kunstners praksis. Det betyder ikke, at teknologien er uvæsentlig eller usynlig i de enkelte værker og i de forskellige kunstneriske strategier, men det betyder, at det ikke giver mening fx at udpege en særlig ny 3D-kunstgenre. Man må i stedet interessere sig for, hvordan hvert enkelt værk og hver enkelt kunstner bruger 3D-teknologien, og undersøge om der er nogle sammenhænge og tendenser i denne brug, som slår igennem, når vi som publikum møder disse projekter i udstillingsrummet.
Tendenser i samtidskunstnerisk brug af 3D-print
Generelt er teknologien i nogle kunstneres arbejde først og fremmest et produktionsværktøj, mens det i andre træder frem som et selvstændigt tema i det kunstneriske udtryk. Man kan med andre ord skelne mellem, om teknologien bliver brugt som et redskab eller som et medie i et kunstværk.[v] I forhold til aktuel kunstnerisk brug af 3D-print kan man med fordel forstå denne modstilling som et spektrum snarere end et enten eller. Mange værker og kunstneriske strategier rummer forskellige blandinger af disse yderpositioner mellem at benytte teknologien som redskab (en ny hammer) og så tematisere den som en pointe i sig selv (en ny kultur).
For mig at se tegner der sig ud over dette generelle spektrum en række gennemgående temaer i international billedkunstnerisk brug af 3D-print:
- Undersøgelser af den billeddannelse som finder sted i glidningen eller overgangene mellem digitale og fysiske rum.
- Materialiseringer af noget vi ellers ikke kan give form, fx lyde, lugte eller erindringer og historiske begivenheder.
- Undersøgelser af 3D-printningens formelle kvaliteter som former, overflader og materialer: Dels af det karakteristiske hypermatematiske formsprog som pludselig er blevet muligt, nu hvor en computers samlede regnekraft direkte kan anvendes til at skabe komplekse, fysiske former, som aldrig ville kunne laves med hidtil kendt formgivning. Dels undersøgelser af de materialer som pt. er særligt velegnede i forhold til teknologien, fx forskellige typer plast, keramik, sand, beton og gips.
- Kunstneriske projekter der fremhæver det aktivistiske og politiske potentiale i at dele og udvikle den fysiske verden online, fx projektet additivism.org.
Fra det ydre til det indre rum – værkeksempler
Når man går fra punktopstillingens taknemmelige overblik og ser nærmere på et par af de konkrete kunstværker, der er udviklet i forbindelse med Mediated Mattervil man opdage, hvordan disse tendenser i praksis overlapper hinanden.
Karen Harsbos keramiske værk Deep Space Babylon(2017) tager afsæt i et krydsfelt mellem forestillinger om interplanetarisk bosættelse og et babelstårn. Måske en fantasi om, hvordan vores fysiske omgivelser ser ud, hvis vi ikke længere kan bygge på planeten Jorden, men må ty til det ydre rum. Et (måske arabisk) ornament er som en eksotisk byggeklodsmodelleret i forskellige versioner og detaljegrader og printet i porcelænsler. Det er dels foregået på en digitalt styret keramikprinter og dels ved, at kunstneren manuelt imiterer 3D-printerens additive metode af tynde lag-på-lag. De mange print er sat sammen til et på én gang skrøbeligt og meget holdbart porcelænstårn, der balancerer i en tilstand mellem oprejst og nedbrudt, mellem stram form og blødt ler. Motiverne er blevet sendt gennem en digital og materiel vridemaskine og kommet ud som et matrixslot, hvor 3D-printerens formgivning og håndens printimitationer flimrende flettes sammen.
Med Amalie Smiths værk Antikythera Boy(2016),bliver vi også taget med til et ’rum’, vi ellers ikke kan nå. Hun har 3D-scannet en særpræget antik marmorskulptur, der blev fundet af dykkere i Middelhavet i år 1900, og fået den digitale model materialiseret ved at 3D-fræse den i polystyren. Den halvdel af figuren, der har ligget skjult i havbunden er intakt, mens resten er opløst af svampe og andre havorganismer. Det der engang var skulpturens billede, en menneskeskikkelse, er med andre ord delvist forsvundet og erstattet af en amorf, korallignende struktur. Den 3D-scannede og -fræsede figur genskaber ikke bare den halvt opløste marmorkrop, men spejler 3D-teknologien i den antikke figurs overflade: Den digitale models karakteristiske punktopbygning af kantede former er bibeholdt i skulpturen, så ’billedet’ af havets modellering og ’billedet’ af 3D-modelleringsprogrammet smelter sammen. Havets interface er altså bragt på ligning med moderne 3D-teknologi. En lignende sensibilitet overfor at sætte den virtuelle verdens skalaløse foranderlighed på fysisk sanselig formel finder man i Amalie Smiths roman Marble(2014). Heri flettes historiske og nutidige spor om at begribe relationer mellem rum og overflader i både bemalede skulpturer, for dykkere på havbunden og i digitalt modellerede rum sammen.
I andre projekter spejles sansninger af flertydige rum ligeledes i digitale rum. I Veronica Rigets Le voyage dans le lune(2017)[vi] kan man bl.a. se 3D-printede grafiske tegn støbt ind i en transparent kugle af epoxy. Tegnene er resultatet af tegninger, Riget har udført under hypnose og efterfølgende digitaliseret og printet. Hypnosens mentale ’rum’ medieres så at sige her i digital form, men gøres samtidig så (u)håndgribelig som spåkonens krystalkugle.
Morten Modins store 3D-printede skulptur Det kritiske punkt for intethed(2016) til det udendørs udstillingssted Skovsnogen Artspace var i lang tid kun et univers i en computer, en digital fantasi der pga. sin kompleksitet ikke kunne materialiseres. Ved at lade en lang række forskellige, freeware programmer modificere modellen nåede formen et punkt, hvor den kunne printes, hvor den digitale verden og den fysiske verden så at sige kunne mødes. Skulpturen afspejler en forhandling mellem at kunne eksistere i et digitalt og et fysisk rum, og hvad der betinger formgivning det ene og det andet sted. Det er en transformation der ikke er slut, men fortsætter i skovbunden, hvor det biologisk nedbrydelige plast, skulpturen er printet i, langsomt vil forgå.
Martin Erik Andersen har i en række skulpturer og installatoriske værker perfektioneret at bevare de ’fejl’ eller den ’mangel’ på informationer, der kan opstå i 3D-scanninger. Det har resulteret i 3D-prints, hvor den tredimensionale form så at sige flyder ud i et todimensionalt billede eller forsøger at eksistere i en slags ’mellemdimensionalitet’.[vii] I andre værker mimer Martin Erik Andersen fragmenter fra naturen, som et dyr eller dele af et træ, men parrer omhyggeligt det ’naturlige’ objekt med et karakteristisk digitalt formsprog præget af en sønderdeling af et engang sammenhængende billede.
Afslutningsvis er det værd at huske på, at ’matter’ som bekendt ikke alene betyder ’materie’ eller ’stof’, men også ’spørgsmål’, ’anliggende’ eller ’indhold’. Forskningsprojektets titel indeholder altså denne dobbelthed af medieringer af både materie og indhold. Selvom jeg her kun præsenterer et lille udsnit af de mange kunstneriske projekter og 3D-metoder, der er blevet arbejdet med i Mediated Matter, kan man overordnet sige, at de værker, jeg har nævnt, i lighed med flere andre arbejder i projektet, er gode eksempler på denne dobbeltmediering af materie og anliggende.
Jeg mener også, at der overordnet er et særligt fokus på en blanding af de første tre af de tendenser, jeg stillede op ovenfor: Det er projekter, der tematiserer både glidningen mellem digitale og fysiske tilstande, laver oversættelser mellem vores vante sanseregistre samt udfordrer teknologiens form- og materialemæssige standardudtryk. Selvom jeg ikke mener, det er relevant at tale om en afgrænset kunstnerisk genre i forbindelse med brug af 3D-teknologi generelt eller 3D-printning specifikt, så er det måske netop i dette blandingsforhold, at man kan fornemme noget i retning af en 3D-printningens æstetik. Altså en særlig måde at påvirke og udfordre vores sanseregister, der materielt og tematisk lægger sig imellem de registre vi plejer at kategorisere vores sansning af verden efter. Fx ved at eksperimentere med at nedbryde grænser mellem de rum, som vi forventer kunne tilgå fysisk, og dem vi har for vane alene at forsøge at nå via skærmens mediering eller ved tankens kraft.
NOTER
[i]Denne dobbeltbundethed og diskussion af hvilket etisk ansvar, man har for de teknologier, man udvikler er fx udgangspunktet for Wendell Wallach, A Dangerous Master: How to Kepp Technology from Slipping Beond Our Control(Philadelphia: Basic Books, 2015).
[ii]Hod Lipson og Mel Kurba, Fabricated: The new world of 3D printing. The promise and peril of a machine that can make (almost) anything you want(Indianapolis, Indiana: John Wiley & Sons, 2013).
[iii]Se fx Imprimer le monde, Centre Pompidou, Paris, 2017, https://www.centrepompidou.fr/cpv/resource/cEo9Br4/rAo9oKd(tilgået 27.11.2017) og
vandreudstillingen3D: Printing the Futuremed start i 2015 på Science Museum, London, https://group.sciencemuseum.org.uk/our-services/partner-with-us/touring-exhibitions/3d-printing-the-future/(tilgået 27.11.2017).
[iv]Jeg har været ekstern samarbejdspartner i Det Kongelige Danske Kunstakademis kunstneriske udviklingsprojekt Mediated Matter. Mit selvstændige forskningsprojekt ”Print en ting!” om kunstnerisk brug af 3D-print er støttet af Det Frie Forskningsråd, se projektbeskrivelse: http://pure.au.dk/portal/da/projects/print-a-thing-analysis-of-the-aesthetic-meaning-of-3d-printing-with-emphasis-on-how-artists-designers-and-architects-currently-use-3d-printing(ac61d5e3-34e2-43f5-b180-22a983b7ffe3).html(tilgået 27.11.2017).
[v]Christiane Paul, Digital Art, (London: Thames & Hudson, 2008 (2003)), 67.
[vi]Titlen kan oversættes med ’rejsen til månen’. Værket er et uddrag af det større projekt Preparations to leave the surface(2017).
[vii]Lise Skytte Jakobsen, ”Hold dit skrig i hånden: 3D-print som materialitetserfaring mellem dimensioner. En analyse af tre værker af Alicia Framis, Martin Erik Andersen og Hito Steyerl”, Passepartout37 (2016): 83-104