Kunstakademiets rektor Kirsten Langkilde siger om ansættelsen: ”Simon Dybbroe Møller har et stort engagement i kunsten, og han ønsker at bidrage til at skabe et levende, involverende og åbent forum på Kunstakademiet, hvor kunsten er i centrum. Kunstakademiet og Billedhuggerskolen skal opbygge et trygt miljø, der giver plads til eksperimentet og den kritiske refleksion i arbejdet med kunsten. Jeg glæder mig meget til at påbegynde samarbejdet med Simon Dybbroe Møller om videreudviklingen af vores uddannelse”
Simon Dybbroe Møller har boet i og arbejdet fra Berlin i en lang årrække, og han har en bred international erfaring, både hvad angår undervisning og udstillingsvirksomhed. Om sin opgave som ny professor på Kunstakademiets Billedhuggerskole siger Simon Dybbroe Møller:
"På trods af tidens besættelse af det virtuelle så er vore byer altså stadig bygget på et fundament af beton og ledninger og rør - forgængelige og tunge industrielle forlængelser af vore kroppe. På Billedhuggerskolen kommer vi til at bevæge os i dette spændingsfelt og forhandle forholdet mellem helt grundlæggende fysiske oplevelser og den hastige teknologiske udvikling. Kunstakademiet er en exceptionel fold i samfundet, der - institutionelle rammer til trods - skal muliggøre den aller frieste tænkning og skabelse. Set i lyset af dagens aggressivt fremskridtsorienterede retorik er Kunstakademiet som eksperimentelt rum mere afgørende end nogensinde."
Simon Dybbroe Møller (1976) er født i Aarhus, Danmark. Han har studeret på Kunstakademie Düsseldorf og Städelschule i Frankfurt am Main og har undervist på bl.a. Harvard University i Cambridge, UDK i Berlin og École Nationale des Beaux-Arts i Lyon. Dybbroe Møller har udstillet bredt internationalt, herunder på Museum of Contemporary Art i Tokyo, Centre Pompidou i Paris, CCA Wattis i San Francisco og Hamburger Bahnhof i Berlin, og han er repræsenteret i samlingerne på bl.a. Statens Museum for Kunst, Museum für Moderne Kunst i Frankfurt am Main og Frac Ile de France.
Ansættelsen af Simon Dybbroe Møller sker på baggrund af et enigt ansættelsesudvalg bestående af Kunstakademiets rektor, en lektor, en professor og to studenterrepræsentanter.
Simon Dybbroe Møller tiltræder stillingen d. 1. september 2019.
For spørgsmål kontakt venligst kommunikationsansvarlig Lea Kyndrup, , +45 33 74 46 16