Søg
Nyhed

Millionbevilling: Kunstakademiet og Thorvaldsens Museum i stort samarbejde om en af dansk kunsts mest indflydelsesrige billedhuggere

Nyt samarbejde sætter fokus på en af Danmarks største kunstnere, Bertel Thorvaldsen, som en kompetent og moderne underviser af sin tid. Bertel Thorvaldsen var billedhugger i starten af 1800-tallet og blev i sine voksne år underviser på Kunstakademiet. En generøs millionbevilling fra Novo Nordisk Fonden betyder, at de to institutioner kan give os et indblik i den store danske kunstners betydning som underviser – og gøre os klogere på vore dages undervisningspraksisser på kunstuddannelserne.

Professorskolen som vi kender den i dag fra blandt andet Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler har som undervisningsmodel rødder flere hundrede år tilbage i tiden.

I et nyt forskningssamarbejde vil Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler og Thorvaldsens Museum undersøge og diskutere nogle af de idealer om kunst og uddannelse, der kan spores tilbage til 1800-tallet, og som stadig præger samtidens kunstuddannelser. Forskningen munder ud i et udstillingsprojekt i forbindelse med både Thorvaldsens Museum og Thorvaldsens bolig på Kunstakademiet.

”Vi er meget begejstrede over den generøse bevilling fra Novo Nordisk Fonden, fordi den giver os mulighed for at kaste nyt lys over en af dansk kunsthistories vigtigste billedhuggere, Bertel Thorvaldsens, virke som mester og underviser – og derigennem også blive klogere på vore dages undervisningspraksisser, f.eks. mesterlære-traditionen, som vi også kender og diskuterer på Kunstakademiet i dag.”, siger Lars Bent Petersen, rektor på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.

Bertel Thorvaldsens tilknytning til danske og italienske akademier nævnes ofte, men det er aldrig blevet systematisk undersøgt, hvad Thorvaldsens undervisning bestod i.

Forskningsprojektet, Når viden tager form; Bertel Thorvaldsen og den undervisende kunstner, vil med baggrund i Thorvaldsen indkredse, hvordan undervisningen i kunst finder sted, og hvad dens metoder, teorier og ideologier består af.

Undersøgelsen vil tage udgangspunkt i Bertel Thorvaldsens tid som underviser på Accademia di San Luca og i hans værksted i Rom, samt tiden som professor ved Kunstakademiet i København.
 
”Thorvaldsens virke som underviser er en hidtil underbelyst side af hans liv, og vi ser frem til at få mulighed for at dykke dybere ned i, hvordan hans pædagogiske praksis og kunstneriske filosofi har påvirket eftertidens kunstundervisning. Projektet vil give os en forståelse af hans betydning som læremester, og et indblik i hvordan hans idealer stadig gør sig gældende i nutidens undervisning." udtaler museumsdirektør Annette Johansen, Thorvaldsens Museum
 
Forskningsprojektet løber over de næste 3 år og ledes af Emil Leth Meilvang, uddannelsesansvarlig på Kunstakademiet, og museumsinspektør Kira Kofoed fra Thorvaldsens Museum.
 

Mere om forskningsprojektet 'Når viden tager form; Bertel Thorvaldsen og den undervisende kunstner'

Forskningsprojektet munder bl.a. ud i en række forskningsseminarer, et åbent symposium om den undervisende kunstner og om mesterlære-modellen. Forskningens resultater formidles i en publikation og fungerer i øvrigt som første fase i et udstillingsprojekt mellem Thorvaldsens Museum og Kunstakademiet, der åbner for både Thorvaldsens Museum og Thorvaldsens bolig på Kunstakademiet.
 

Kontakt

Kommunikationsansvarlig på Kunstakademiets Billedkunstskoler Lea Kyndrup, , +45 33 74 46 16

PR- og kommunikationschef på Thorvaldsens Museum Maria Horn, , +45 21 54 33 87