Søg
Forelæsning

Åben forelæsning: Museum - Susanne Titz

Kom til forelæsning om kunstmuseets historie og relevans og om kunstnerens rolle på museet.

Hvis akademierne er kunstens fødestuer, er museerne så kunstens gravsteder? Er det derfor, vi ikke taler i udstillingssalene? Og hvad betyder det for de mennesker, der arbejder i salene? Er de vogtere, læger, sørgende? Kæmper de for at holde kunsten i live eller nyder de at konservere den? Hvis hvert museum er en slags mausoleum, hvilke kategorier af kunst og hvilken slags beskuer producerer det så?

MUSEUM er en foredragsrække om at formulere kulturel værdi i museet. Vi spørger kunstnere og museumsprofessionelle: Hvad bevarer I? Hvordan arbejder man et sted, hvor kunsten lægges til hvile? Måske er det stadig vigtigt i dag at undersøge, hvordan vi bevarer det kunstnerisk særegne. Måske har vi stadig brug for at beskytte det virkeligt ejendommelige. Vi inviterer folkene i disse huse til at formulere et svar.

Den tyske kunsthistoriker og kurator Susanne Titz holder en forelæsning om kunstmuseets historie og relevans og om kunstnerens rolle i denne slags institutioner. Susanne Titz har været direktør for Museum Abteiberg i Mönchengladbach siden 2004 og var kunstnerisk leder for Neuer Aachener Kunstverein (NAK) fra 1997 til 2004. På Museum Abteiberg fokuserer hun på museets intellektuelle arv og arbejder med stedsspecifikke projekter og programmer, der relaterer sig til museets kulturhistorie.

Før foredraget screenes videodokumentationen af The Cave & The Cloud, en dias installation lavet af Victor Vejle, Martin Hasfeldt, Mikkeline Daae, Maria Lindeblad, Sylvester Vogelius, Adam Varab, Tea Eklund Berglöw, Sofus Keiding-Agger, Peter Palluth, Christine Dahlerup, Theodor Nymark, Erik Hjørnevik, Ava Samii, Lukas Danys, Andreas Hatt og Erdal Bilici og produceret af Simon Dybbroe Møller og Manuel Graf til DFI, The German Institute of Photograph, i Düsseldorf.

MUSEUM er arrangeret af kunstner og professor på Kunstakademiet Simon Dybbroe Møller og uddannelsesansvarlig på Kunstakademiet Emil Leth Meilvang.

Arrangementet foregår på engelsk og finder sted fredag den 29. november kl. 17-18.30 i Kunsthal Charlottenborgs biograf. Det er gratis at deltage.