Søg
Udstilling

Den rødgule sommer på Kunsthal 44Møen

Hen over sommeren udstiller Anders Hergum, afgænger fra Billedkunstskolerne 2016, på Kunsthal 44Møen i projektrummet SMEDJEN for ung og eksperimenterende kunst

Udstillingen ’Den rødgule sommer’ består af paneler opført i gips og glas, belagt med en transparent hinde af glasfiber, samt en række skulpturelle genstande med dekorative mønstre i klare, muntre farver. I det bageste rum har Anders Hergum f.eks. konstrueret en vask og en emhætte, der er uden fuldendt rørføring – og udstillingen agerer således mødested for skulpturer, rummenes arkitektur og deres tidligere funktion som smedje.
 
Anders Hergum fortæller om udstillingen:
 
"Jeg føler et behov for en mere insisterende livsbekræftende modvægt til den pessimisme og had-tale, der præger nutidens verdensanskuelse. Jeg tror ikke på, at enhver detalje, hvor end sort eller hvid den end måtte være, skal udtømmes og fattes, som gjaldt det liv eller død. Vi risikerer at drukne i morgendagens billeders ulidelighed. Er det tilladeligt at beskytte sin individuelle optimisme i mødet med fællesskabets ulykke, at slukke nyhederne, at overhovedet forsøge sig med en selektion mellem den overvældende byrde af indtryk? Udstillingen er et simpelt og muntert afbræk fra tidens gråmelerede billeder. Strålende farvekompositioner og dekorative mønstre bliver desuagtet deres nemhed foreslået som nødvendige eksistentielle behov. Oplevelsen skal være inkluderende for betragteren og opløftende i sin umiddelbare nærhed. Dette er min pragmatiske agitation denne sommer."
 
Kunsthallens kunstneriske leder René Block og professor på Billedkunstskolerne Martin Erik Andersen vælger hvert år studerende eller nyuddannede kunstnere fra kunstakademiet til at lave et stedsspecifikt værk i SMEDJEN.

Anders Hergum f. i Oslo, Norge i 1983, er bosat i København. Har studeret på Bergen Kunstakademi, Norge og tog afgang fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler i 2016. Han har bl.a. udstillet på Future Suburban Contemporary, København; Tegnerforbundet, Oslo; Kunsthal Charlottenborg, København; Kulturhuset, Farum og Gallery SØ, København.

Læs mere på Kunsthal 44Møens hjemmeside