Søg S
Nyhed

Kunstakademiet har plads til alle holdninger – men ikke alle handlinger

Hærværket mod Frederik V’s buste er helt uacceptabelt og har intet med kunst at gøre. Kunstakademiet er bevidst om interne problemer, og vi er i gang med at løse dem.
 

Kunstakademiet har den seneste tid været genstand for stor bevågenhed fra medier og offentlighed.

I forrige uge blev en buste af Kunstakademiets stifter Frederik V stjålet fra Kunstakademiets festsal og smidt i Københavns kanal. Torsdag i sidste uge måtte jeg til min store overraskelse og skuffelse konstatere, at én af Kunstakademiets egne ansatte, Katrine Dirckinck-Holmfeld, stod bag tyveriet og hærværket mod busten. Hun blev naturligvis bortvist med øjeblikkelig virkning.

Man kan ikke påberåbe sig at være hævet over loven under påskud af at skabe kunst. Tyveri og hærværk er og bliver strafbare handlinger – uanset konteksten. Jeg tager derfor skarpt afstand fra Katrine Dirckinck-Holmfelds valg og ageren i denne sag.

Det retlige efterspil er en sag for politiet, og jeg har tillid til, at man her håndterer det videre opklaringsarbejde på professionel vis. Kunstakademiet står selvfølgelig til rådighed i det omfang, man måtte ønske vores hjælp.

Sagen om busten har affødt en række vigtige debatter – både internt og i offentligheden – om Kunstakademiet. Om vores kultur, vores studiemiljø og vores værdier. Alt sammen centrale diskussioner, som alle vi, der vil Kunstakademiet det bedste, naturligvis ønsker at indgå i. Siden grundlæggelsen i 1754 har Kunstakademiet som institution været optaget af kunstens rolle i at undersøge og udfordre virkeligheden fordomsfrit. Også når virkeligheden er besværlig, vrangvillig og kompleks.

Så mens vi tager afstand fra kriminelle handlinger af enhver art, sætter vi samtidig pris på en livlig debat med plads til uenighed, følelser og hævede stemmer. Det er Kunstakademiets lofter høje nok til.

Det må og skal ikke ende som en debat om, hvorvidt Kunstakademiet som institution er for eller imod identitetspolitik. Det er et alt for løst begreb til, at det giver mening at være for eller imod. Bag begrebet ligger vigtige samfundsproblematikker, som kredser om køn, race, sprog og minoriteter, og hvis vi reducerer alt dette til en grå masse og kalder det identitetspolitik, misser vi vigtige pointer og forsømmer centrale diskussioner.

Vi skal kunne diskutere vores fortid, vores nutid og vores fremtid uden at placere mennesker eller meninger i kasser. Hvis der skulle være kræfter, som ønsker at eliminere bestemte holdninger og dermed kvæle den frie debat, kommer de til at fejle, for det vil vi ikke tillade på Kunstakademiet.

Jeg ønsker en debatkultur på Kunstakademiet, som hylder den åbenhed og det frisind, som kendetegner kunsten. En kultur, hvor vi ikke er bange for konflikt, men derimod anerkender, at kunst skabes og formes af mennesker med meninger, følelser og værdier. Og hvor vi rummer, at meninger, følelser og værdier er forskellige fra person til person. Kunstakademiet er åbent for lærere og studerende med enhver politisk holdning, herunder selvfølgelig også identitetspolitiske holdninger. Sindelagskontrol bliver aldrig en del af optagelsesprocessen på Kunstakademiet. Men det er lige så klart, at uanset hvor stærke holdninger, man har, er det ikke acceptabelt at bruge dem til at tryne andre eller forsøge at undertrykke den frie meningsudveksling.

Har vi så slet ingen problemer på Kunstakademiet? Jo, det har vi sandelig. Men vi har også løsninger, ildsjæle og grundlæggende værdier, som kan gøre noget ved dem.

Lad mig give nogle eksempler:

Vi har oplevet, at der blandt vores studerende har været situationer, hvor debatter og meningsudvekslinger ikke har været fordomsfri og åbne – for eksempel ved, at nogle studerende ikke har ville deltage i undervisning sammen med andre med en anden holdning. At holdninger – og deres ejermænd – på den måde bliver udstødt eller udelukket, er uacceptabelt. Kunstakademiet går ikke ind for ”cancel culture” i nogen form.

Vi har også oplevet, at der i såkaldte ”kritik-klasser” har været en unødig hård tone blandt de studerende med udgangspunkt i holdninger og ståsted, hvor udgangspunktet selvsagt burde være kunsten og kunstens præmisser.

Og vi har haft eksempler på studerende, der føler sig intimideret på grund af deres holdninger, køn eller etnicitet – og ikke føler sig hørt, når de har påtalt dette.
Ingen af eksemplerne er i Kunstakademiets interesse eller – hvad vigtigere er – i Kunstakademiets ånd. Og derfor gør vi selvfølgelig også noget ved det. Lad mig igen give nogle eksempler:

Jeg vil gennemføre et projekt om, hvordan Kunstakademiet skal forholde sig til diversitet og kompleksitet i en tid præget af konflikter om diskrimination, mangfoldighed og identitetspolitik. Vi skal blive bedre til at forholde os til de problemstillinger, som ikke kun findes bag Charlottenborgs mure – men i den grad er en del af vores samfund og vores samfundsdebat.

Jeg afholder i denne uge møder med underviserne på Kunstakademiet med henblik på at skabe et Code of Conduct, som skal være med til at sætte tydelige hegnspæle op omkring, hvad der er god debatskik, adfærd og almindelig god opførsel på Kunstakademiet.

Og jeg vil nu invitere de studerende til en møderække, hvor alle studerende bliver inviteret til at deltage i arbejdet med at få Code of Conduct materialiseret og konkretiseret, så vi får et godt studiemiljø. Dette arbejde kommer på ryggen af et sæt adfærdsregler, vi indførte tidligere på året.

Der er ingen tvivl om, at man som leder i min stol skal forholde sig til holdninger og kritik fra mange sider. Det forstår og anerkender jeg. Der har også været kritik af mig og min ledelsesstil, og det forholder jeg mig naturligvis til i dialog med kritikerne. For det er vigtigt for mig, at vi er i dialog. At vi taler med og ikke bare til eller om hinanden. Og jeg er blevet mindet om det de sidste par uger.

Den seneste tid har også vist mig, at der - på tværs af ståsted, holdninger og værdier - er en ægte og ikke mindst fælles bevidsthed om, at kunsten er betydningsfuld i vores samfund. Fordi den lader os se verden i et nyt lys. Fordi den sætter spørgsmålstegn ved strukturer og kulturer. Fordi den ikke lader sig styre.

Men det betyder ikke, at der ikke er en grænse. For mig går den ved kriminelle handlinger, holdningscensur og fordomsfuld debatkultur. Det skal der ikke være plads til på Kunstakademiet.

/ Kunstakademiets rektor, Kirsten Langkilde