Tirsdag den 26. november byder Kunstakademiets Billedkunstskoler i samarbejde med Kunsthal Charlottenborg velkommen til en visning af Luke Fowlers film ‘Electro-Pythagoras (a portrait of Martin Bartlett)’ (2017, 45 min.). Luke Fowler introducerer selv filmen og vil efterfølgende svare på spørgsmål fra salen.
Luke Fowler er en prominent figur på Glasgows samtidskunstsscene. Hans værker udforsker dokumentarfilmens begrænsninger og konventioner, hvilket har ført til en sammenligning med den britiske ‘Free Cinema’ bevægelse fra 1950’erne – en bevægelse som repræsenterede en ny tilgang til filmskabelse, der omfavnede hverdagens virkelighed i det moderne britiske samfund.
Fowler indtager rollen som både kunstner, kurator, historiker, filmskaber og musiker i sit arbejde med impressionistiske portrætter. Hans film er montager af arkivoptagelser, der sammen med nye filmoptagelser, interviews, fotografier og lyd, giver et unikt og fængslende indblik i hans subjekt.
Med filmen ‘Electro-Pythagoras (a portrait of Martin Bartlett)’ hylder Luke Fowler den åbent homoseksuelle canadiske komponist Martin Bartlett (1939-1993), som i 1970’erne og 1980’erne var en pionér inden for brugen af ”mikrocomputeren”. Bartlett er knapt blevet anerkendt og da slet ikke kanoniseret i kulturlivet. Han udforskede menneskets intime forhold til teknologi og var særligt interesseret i håndlavet elektronik, for som han konstaterer i én af sine performances: ”Intimiteten ved håndlavethed opbløder den teknologiske anonymitet og skaber individuel forskellighed, der gør hvert instrument til en topografi af usikkerheder, som vi kan blive bekendte med igennem praksis”.
Tid og sted:
Kunsthal Charlottenborgs biograf
Tirsdag d. 26 november kl 18.00
https://www.facebook.com/events/473699799911320
Luke Fowler (f. 1978, Glasgow) har udstillet vidt omkring, og hans film er blevet vist på filmfestivaler over hele verden. I 2012 var han nomineret til den prestigefyldte britiske kunstpris Turner Prize.