Beretning fra åbningen af STAY under DISPLAY:
Der er mange forskellige greb på spil, når elve studerende fra billedhuggerskolen omsætter fængslets rum til værker, eller nærmere interagerer med de forladte bygninger, der nu er indrettet til museum.
Det er særligt de større rum, der indfanger kunstnerne. Det første, der møder publikum, er et hegn, der ifølge kunstnere Mathias & Mathias, aka Mathias Toubro and Mathias Dyhr, er inspireret af festvalsæstetikken, hvor hegnet er fast inventar. Hegn, Horsens er dog mere en æstetisk angivelse, end et overbevisende hegn, men kroppen anerkender symbolikken og man går pænt gennem den smalle indgang. Spørgsmålet er, om det bliver ved med at forholde sig sådan, som festivalen skrider frem og promillerne forøges?
Gymnastiksalen er på åbningsdagen indtaget af Bennedikte Bjerre, Dina Friemuth, Cecilie Skov, Anne Eckersberg og Sofie Kondrup, der har udviklet hver deres dogmer eller benspænd under titlen Feng shui. Værkerne pakkes ud og samskabes på stedet i tidsrummet 13-18 for at stå fremme i en time, hvorefter de tages ned igen og pakkes sammen.
Herefter indtages Gymnastiksalen af Sebastian Hedevang og Jack Heard, der med installationen Maumaus Finalist Exhibition har iscensat en efterladt men ubrugt picnincanretning med røde skumbolde.
De to fængselsgårde er derimod indtaget helt diskret. I den første gård, Fængselsgård Øst, møder vi Jens Hüls værk Emotional pain. En skrigende orange basketkurv der er sat unaturligt højt op og er lettere forstørret. Den symboliserer både de skrabede og udslidte omgivelser men samtidig en lethed, som det at lege og spille jo er, kombinret med en uopnåelighed qua den høje placering.
I næste gård, Fængselsgård vest, har Anna Moderato lavet en løbebane i beton hvis titel er et citat: "to the prevalence of which rotatory motion is perhaps to be attributed the giddiness and false steps". Den er meget smal men kan akkurat betrædes. Under åbningen laver Anna en performance med en ven, hvor de går hver deres vej og udveksler et æble og en appelsin, når de mødes. Herefter går de hver deres vej igen. Et både smukt og trist møde, Man tænker på det lukkede og begrænsede fængselsrum, hvor alle menneskelige møder var under stærk kontrol og under opsyn. Udvekslingen leder dog også tanken hen på udveksling af ulovlige stoffer og andet, som foregår dagligt i et fængsel.
Oppe på den gamle rockergang er tre celler indtaget af Christine Overvad Hansen, der med sine installationer Pendul-maskine Pin-up, Amature (posture perfect) Synch og Fountain italesætter og bearbejder de klaustrofobiske og udslidte cellerum.
