Laboratoriet for Kunstens Forskning

New Connections: Queering the Radio Voice

I min kunstneriske praksis er sigtet med min forskning at generere ny viden, indsigt og kunstværker i emnefeltet mellem stemme, queer studies, performance og teknologi. Jeg engagerer mig både kunstnerisk og akademisk i podcasts, DJ-sets, lydkunst og kunstradio som kulturelle praksisformer der danner udgangspunkt for denne forskning.

Som en del af PhD-projektet vil jeg etablere en online radiostation på Det Kongelige Danske Kunstakademi, som vil tjene det dobbelte formål at dokumentere og kommunikere den kunstneriske forskning til en bredere offentlighed, samt at fungere som en anvendelig kilde til vidensproduktion i den praksisbaserede, kunstneriske forskning.

PhD-projektet er i direkte forlængelse af min tidligere forskning, som primært har omhandlet lyd og performancekunst. I en samtidskunst-kontekst kan lyd betragtes som et ind-imellem materiale, som aktiverer og interagerer med mange andre emneområder, og i min kunstneriske praksis har radio været et tilbagevendende tema. Webcasting har både fungeret som en måde at dokumentere processuelle transformationer i de fortløbende vendinger i min tilgang til lyd, og som et selvstændigt værkformat, med arbejder udarbejdet specifikt til virtuel transmission. Denne funktion har traditionelt været varetaget af den statsorganiserede radio. I dag sker dokumentationen og udsendelsen af eksperimenterende lydværker i høj grad på de uafhængige kanaler. Jeg vil gerne undersøge denne dynamik ved at analysere nogle af de internetbaserede radiostationer som varetager den samfundsfunktion i dag.

--

Kunstner Kristoffer Raasted er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademi i 2018 med en supplerende MFA i kunstteori fra Institut for Kunstens Forskning og udvekslingssemestre ved École Nationale Supérieure des Beaux-Arts, Faculdade de Belas-Artes Ulisboa samt praktikophold på Issue Project Room i New York. Raasted udfører kunstnerisk forskning i det tværdisciplinære felt mellem lyd, performance og installation og begynder sit praksisbaserede ph.d.-projekt ved Det Kongelige Danske Kunstakademi i september 2020. Ph.d.-stipendiet tildeles af Novo Nordisk Fonden og organiseres i et samarbejde mellem Københavns Universitet og Kunstakademiet.

Traditionelle vestlige instrumenter har været designet til en specifik krop og til en specifik praksisform. Feminisme og posthumanisme giver et andet blik på kroppens relation til teknologien, end det der har været fremherskende i musikhistorien. Hvad der traditionelt har været anset som forskellige enheder sammensmeltes og vikles ind i hinanden. Det ses eksemplarisk i det psykoakustiske fænomen differenstoner, som er en additional tredje tone, der opstår i lytterens ører som konsekvens af to højfrekvente toner. Selve lytterens krop frembringer lyden, og er altså selve instrumentet eller the site for composition.

Dette rejser spørgsmål som: Kan man forestille sig en type instrumentpraksis, der peger på andre typer normer, kroppe og praksisformer? Hvornår sammenfiltres kategorierne instrument og krop? Der sker en ændring i opfattelsen af musik gennem kunstnerisk arbejde med instrumentet, hvor grænserne mellem lytter, instrument og performer sløres.

Mit ph.d.-projekt udfordrer relationen mellem instrument og krop, performativt, konceptuelt og teknologisk. Jeg undersøger instrumentet som figur, ved i en kunstnerisk praksis, i dialog med videnskabelig research, at udvikle instrumenter der skaber andre typer lytter-instrument-relationer og praksisformer, og udfordrer hvad man forstår som et instrument.

Katarina Stenbeck er uddannet i Kunsthistorie fra Københavns Universitet og Goldsmiths College og har arbejdet som kurator og underviser i både institutionelle og selvorganiserede sammenhænge.