Søg
Udstilling

Take Me (I'm Yours)

Kunsthal Charlottenborg inviterer over sommeren publikum til at røre, bruge og tage værker med hjem fra udstillingen Take Me (I'm Yours), hvor nogle af verdens mest anerkendte samtidskunstnere deltager.

Take Me (I'm Yours) er udformet som en interaktion mellem besøgende og kunstnere, og udstillingen udvikler sig over tid. Når den slutter, vil værkerne være helt forsvundet fra udstillingen og have fundet deres nye plads hjemme hos publikum. Take Me (I'm Yours) udfordrer dermed den konventionelle økonomi i samfundet og kunsten. Værkerne præsenterer en ny model baseret på udveksling og deling og rejser spørgsmål om værdi og bytteøkonomi.

Udstillingens kuratorer, Christian Boltanski og Hans Ulrich Obrist, har udtænkt det radikale udstillingskoncept, der tidligere har været vist på Serpentine Galleries i London og på Monnaie de Paris, hvor Chiara Parisi blev en del af kuratorteamet. Udstillingen vises i en ny version skabt særligt til Kunsthal Charlottenborg.

Blandt de deltagende kunstnere er: 
Christian Boltanski, James Lee Byars, Jeremy Deller, Maria Eichhorn, Gilbert & George, Jef Geys, Félix González-Torres, Douglas Gordon, Christine Hill, Carsten Höller, Jonathan Horowitz, Fabrice Hyber, Koo Jeong-A, Franck Krawczyk, Angelika Markul, Gustav Metzger, Otobong Nkanga, Yoko Ono, Phillippe Parreno, Point d'ironie, Daniel Spoerri, Wolfgang Tillmans, Rirkrit Tiravanija, Amalia Ulman, Franco Vaccari, Danh Vo, Lawrence Weiner og Franz West.

 

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond og organiseret i samarbejde med Monnaie de Paris.