Charlottenborg Art Talk: Maile Colbert
Kunsthal Charlottenborg
Onsdag d. 30. maj kl. 17-19
Maile Colbert designer og komponerer lyd fra fortiden. Hun arbejder med de erkendelser, vi kan nå frem til gennem begrebet lyd og med at udvide lyddesign i film og kunstværker i forhold til tid, rum og sted.
Til art talken præsenterer Maile Colbert sin forskning inden for lyd og foreslår, at forholdet mellem vores lyd-landskab og lyddesign kan give vigtige informationer om, hvordan vi lytter og hvad vi lytter efter.
Maile Colbert arbejder som kunstner på tværs af medier med særligt fokus på lyd og video. Hun arbejder p.t. på en Ph.d. og forsker inden for lyd, lyddesign i tidsbaserede medier og lydmiljø på Faculdade de Ciências Sociais e Humanas, Universidade Nova de Lisboa. Hendes forskningsprojekt Wayback Sound Machine: Sound through time, space, and place (http://www.mailecolbert.com/proj-wayback.html) undersøger, hvad vi kan opnå ved at give fortiden lyd. Hun har udstillet, vist sine film og performet verden over.
Colbert er samarbejdspartner i Jenny Gräf Sheppards KUV-forskningsprojekt Sounding Bodies: Resonance in and Between Bodies. Jenny Gräf Sheppard er lektor ved Laboratoriet for Lyd på Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, København.