”Med ansættelsen af to nye professorer på medieområdet får Kunstakademiet mulighed for at understøtte et af de strategiske områder, her inden for medier, teknologi og det digitale. Jeg er glad for, at det er lykkedes at skabe grundlaget for et partnerskab mellem Jane Jin Kaisen og Agnieszka Polska – og mellem deres individuelle faglige profiler.” siger Kunstakademiets rektor Kirsten Langkilde.
Fra 1. august 2020 ansættes Jane Jin Kaisen som professor (80 %), mens Agnieszka Polska ansættes som professor (50 %). Dermed får Kunstakademiets Skole for Mediekunst en delt ledelse og to faglige profiler, der med hver deres fokus inden for mediefeltet, er særligt kvalificerede til at udvikle, konsolidere og internationalisere Medieskolen og Kunstakademiet.
Kunstakademiets nuværende strategi fremhæver betydningen af digitalisering, digitale færdigheder og nye medieteknologier. Kunstakademiet vil engagere sig i og reagere på de dybe forandringer inden for samfundets struktur, kommunikation og tænkning, som den digitale udvikling skaber. Kaisens og Polskas kunst ligger i tråd med dette fokus – og de to inspirerende fagligheder styrker udviklingen af Kunstakademiets medieområde. Samtidig er det delte lederskab et udtryk for den kontinuerlige videreudvikling af Kunstakademiets organisering af de enkelte afdelinger, som det også er beskrevet i strategien 2019-22.
Om mediekunstens betydning i kunsten og i samfundet siger de to nye professorer:
“Den allestedsnærværende medieteknologi og digitalisering omskaber vores vidensparadigmer og den måde, hvorpå vi orienterer os i tid og rum, hvordan vi forholder os til hinanden og i sidste ende hvordan vi opfatter virkeligheden. Forandringer i de offentlige og politiske sfærer understreger også, hvordan vi alle er indbyrdes forbundne, og rejser spørgsmål om subjektivitet, kropspolitik, ophavsret og vores forhold til planetens andre arter; spørgsmål, der kræver nye og alternative måder at anskue verden på. Inden for denne enormt komplekse virkelighed af kondenseret tid og rum, hvor en overflod af medieteknologier står til vores rådighed – herunder også kroppen som medium og medieringsform – er det nødvendigt at anlægge et planetarisk perspektiv for at tackle aktuelle spørgsmål såsom klimakatastrofen, sociale ængstelser og polariteter. Det er i denne sammenhæng, at en nuanceret, reflekteret og kritisk engageret medie-kunstpraksis har sin relevans, ikke kun inden for kunstområdet, men også i en bredere samfundsmæssig sammenhæng ved at forholde sig til konsekvenserne af medie- og digital teknologi, samtidig med at disse stimulerer vores forestillingsevne ved at pege mod andre erkendelser, sociale strukturer og repræsentationsformer.” (Jane Jin Kaisen)
“Mediekunsten ligger i krydsfeltet mellem tidsbaserede medier, installation, omsluttende og virtuelle miljøer og en lang række teoretiske discipliner: filosofi, antropologi, sprogvidenskab, informationsteori, sociologi og tech studer.
Mediekunstens stærke bånd til tiden som begreb giver mulighed for at genoverveje historieskrivningen, for at se efter det, som er blevet glemt og fortrængt, for at reagere på aktuelle samfundsmæssige udfordringer og for at forestille sig fremtiden på ny. Samtidig giver dens brug af teknologi og kommunikationsprocesser et indblik i de forskellige strukturer, der er på spil i de samtidige samfund, der er drevet af informationsstrømme og informationsdrevet arbejde – og giver mulighed for at undersøge den indflydelse, et kunstværk har på tilskueren.
Mediekunstnere har, på grund af de værktøjer, de har adgang til, en særlig rolle og et særligt ansvar over for samfundet: de må undersøge, forstå, forske i, kortlægge og beskrive en række virkeligheder i radikal forandring: moderne magtstrukturer, ulighed, smuldrende infrastrukturer og globalisering.” (Agnieszka Polska)
Jane Jin Kaisen (født 1980 i Jeju, Sydkorea) bor og arbejder i København. Hendes kunstneriske praksis omfatter videoinstallation, film, fotografiske installationer, performance, tekst. Gennem skabelsen af ikke-lineære narrativer og poetiske montager af billede, lyd, stemme og arkiv engagerer hun temaer som erindring, migration og oversættelse i krydsfeltet mellem personlige og kollektive historier.
Hun har en MA fra Det Kongelige Danske Kunstakademi, en MFA fra University of California Los Angeles og studerede ved the Whitney Museum of American Art Independent Study Program. Hun er modtager af et ph.d.-stipendie i kunstnerisk forskning.
Kaisen har bl.a. forelæst og undervist som gæstelærer ved kunstakademierne i Danmark, University of California San Diego, Städelschule, Yonsei University, International Academy of Art Palestine og MASS Alexandria.
Kaisen repræsenterede Korea ved den 58. Venedigbiennale i 2019 og har bl.a. deltaget i Liverpoolbiennalen, Jeju Biennalen og Gwangjubiennalen. Senest har hun udstillet og screenet sine film på the Museum of Contemporary Art Los Angeles, Palais de Tokyo, Times Art Center Berlin, Haus der Kulturen der Welt, Berlin International Film Festival, ARKO Art Center, Leeum Samsung Museum of Art, Asia Culture Center, og ParaSite. Den 13. juni 2020 åbner hendes hidtil mest omfattende soloudstilling i Kunsthal Charlottenborg i København.
Agnieszka Polska (f. 1985, Lublin, Polen) bruger som billedkunstner computergenererede medier til at reflektere over individet og dets sociale ansvar. Hun omsætter vor tids etiske og samfundsmæssige udfordringer til meditative film og installationer. Hendes værker, der ofte er baseret på affektiv lyd og visuelle stimuli, undersøger påvirknings- og legitimationsprocesser inden for sprog, bevidsthed og historie.
Polska har udstillet internationalt, blandet andet på New Museum og MoMA i New York, Centre Pompidou og Palais de Tokyo i Paris, Tate Modern i London og Hirshhorn Museum i Washington, DC. Hun har haft soloudstillinger på blandt andet Hamburger Bahnhof, Berlin, Frye Art Museum, Seattle, Nottingham Contemporary og Saltzburger Kunstverein. Hun deltog i den 57. Venedigbiennale, 11. Gwangju Biennale, 19. Sydney Biennale og den 13. Istanbul Biennale. I 2018 blev hun tildelt tyske Preis der Nationalgalerie. Hun har fungeret som underviser ved bl.a. kunstakademiet (ASP) i Warszawa og Braunschweig Kunstuniversitet (HBK).
--
Skolen for Mediekunst er en af Kunstakademiets fire MFA-skoler, som hver har ca. 25 MFA-studerende. Den samlede MFA-uddannelse varer tre år, og hvert år er det muligt for de studerende at vælge en ny af de fire skoler. Ud over at være tilknyttet en MFA-skole kan den studerende følge undervisning på de laboratorier (værksteder), som er relevante for den studerendes praksis. Til medieområdet hører Laboratoriet for Fotografi, Laboratoriet for Video og Laboratoriet for Lyd, som hver ledes af lektorer i samarbejde med det øvrige undervisningspersonale.
De to nyansættelser er foranlediget af udløbet af medieskoleprofessor Angela Melitopoulos’ åremålsansættelse denne sommer.
--
Kontakt og pressebilleder: Kommunikationsansvarlig Lea Kyndrup:
/ tlf: +45 33 74 46 16
Nyhed
Kunstakademiet ansætter to nye professorer på Skolen for Mediekunst
Kunstnerne Jane Jin Kaisen og Agnieszka Polska ansættes som professorer på Skolen for Mediekunst. De to vil over de kommende år i fællesskab lede og videreudvikle medieområdet