Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler søger en profileret billedkunstner med solid praksiserfaring til en stilling som professor på Skolen for konceptuelle og kontekstuelle praksisser på Kunstakademiets kandidatuddannelse.
Som ansøger har du en markant kunstnerisk praksis, visioner for fremtidens kunstuddannelse, og du har lyst til at undervise på og videreudvikle en international uddannelse på højeste niveau.
Skolen for konceptuelle og kontekstuelle praksisser har fokus på inddragende, stedsspecifikke, installatoriske, konceptuelle og performative praksisformer inden for billedkunsten. Skolens historiske opgave har været at udbyde undervisning i udsmykningskunst og åbne muligheden for “konfrontation med arbejdsopgaver ude i samfundet”.
Fokus er hovedsageligt på kunstneriske praksisser, der bevæger sig ud over klassiske medier som maleri og skulptur, og som udfolder sig i feltet mellem kunsten og dens omgivelser. Selvom Skolen for konceptuelle og kontekstuelle praksisser således ikke er medie- eller praksisspecifik, forventes det, at du har en stærk og fagligt forankret kunstnerisk praksis inden for området.