Søg

Afgang 2022: Dimittender modtager anerkendelser for deres afgangsprojekter

​Poul Erik Bech Fondens Kunstpriser blev i år overrakt Maja Malou Lyse og Martin Brandt Hansen, 15. Juni Fondens hæderspris gik til Emilie Imán, Blixprisen til Madeleine Andersson, mens Anabela Veloso, Cassie Augusta Jørgensen, Søren Rye og Anna Munk Johansen modtog anerkendelser fra Birgit Vibeke Tofts mindefond.

En håndfuld dimitterende kunstnere fra Kunstakademiets Billedkunstskoler har i løbet af året modtaget anerkendelser for deres kunstneriske bidrag til afgangsudstillingen 2022. Du kan her læse mere om priser og prismodtagere.
 

POUL ERIK BECH FONDENS KUNSTPRIS

Poul Erik Bech Fondens kunstpriser er to studierejselegater, som gives til kunstnere eller kunstnergrupper på baggrund af disses bidrag til årets afgangsudstilling på Det Kgl. Danske Kunstakademis Billedkunstskoler. Juryen, som skifter hvert år, bestod af kunstner Jette Hye Jin Mortensen, kurator Lise Pennington og gallerist Sophus Gether. Nedenfor kan du læse juryens motivation for valget af de to afgangsprojekter.
 

Maja Malou Lyse præmieres for sit afgangsværk Antibodies

 
"Maja Malou Lyses intelligente, humoristiske, 4. generations feministiske mash-up af John Bergers klassiske 1972 tv-serie Ways of seeing demonstrerer en fantastisk selvsikker, moden og formfuldendt kunstnerisk musikalitet fra tunge køn- og kunstteoretiske referencer til SoMe-kroppens arena og improviseret slapstick. Med lange acrylnegle præsenteres Mona Lisa på en mesh-crop-top som med-protagonist sammen med Maja og et animeret maskot-agtigt sexlegetøj. Og igen, ikke et tilfældigt ét af slagsen. Den flotte, hypnotiserende krop kigger tilbage på os, leger med os og JA - Smukke, unge kvinder er også sjove og kadencen fra high-end fotoshoots i filmen og kroppen som fokuspunktet i sølvglitrende trusser, fører os som beskuere ind i sammenstillinger, der, som kvinde, føles befriende, nye og ekvilibristiske uden den hårdtpumpede konkurrencementalitet fra 80´er feminismen. Majas værk sætter et højt niveau, føles klogt og varmt og peger på nyskabende vis imod en rigtig spændende karriere i det store kulturlandskab, der allerede er godt i gang."
 

Martin Brandt Hansen præmieres for sit afgangsværk Black Box 3905

 
"Det slående ved Martin Brandt Hansens karismatiske værk er hvor ubesværet, nysgerrigt og inviterende det føles, at ankomme til den grønlandske samtidskunst anno 2022. På en eller anden måde, har Martin fundet sin egen Indiana Jones´ske vej igennem det minelandskab, det er at have en koloni-kritik på sin ene side, afmontere århundreders stereotyper på den anden og pege fremad mod at definere og betræde en helt ny samtidskunst, som den grønlandske. Med fantastisk præcision og gennemtænkt, økonomisk dosering af sine virkemidler, bindes grænseflader, magtforskelle, kulturelle afgrunde, usynlige hverdagserfaringer og etablerede hierarkiske rum sammen i en sjælden balance, som både føles dybt personlig og vedkommende fælles. Værkets mangefacetterede objekter vokser ved nærmere bekendtskab og tilføjer mening videre ud i verden - og hans selverklærede “grønlandske terracotta” har et kæmpe potentiale i mange forskellige rum i den kunstverden Martin nu officielt rejser ud i, dog med rødderne solidt forankret i et nutidsgrønlandsk, eget blik."
 
 

15. JUNI FONDENS HÆDERSPRISER INDEN FOR KUNST OG DESIGN

15. Juni Fonden uddeler hæderspriser til otte nyuddannede talenter inden for kunst og design, som har udmærket sig særligt på deres felt. Juryen bestående af museumsinspektør Anders Kold, kunstner Claus Carstensen samt kunstanmelder og skribent Mai Misfeldtvalgte Emilie Imán fra Kunstakademiet som modtager af årets hædepris for sin serie af malerier med titlerne Inipi 3th door, Hihihihii hmmmm jajaja, Respecting Nau sea, Friend, Teach us.
 
15. Juni Fonden skrev bl.a. i forbindelse med prisoverrækkelsen:
 
"Omsorg, fællesskab, dagdrømmeri, bæredygtighed og bevidsthedsudvidelse er nogle af de tematikker, der optager årets modtagere af 15. Juni Fondens hæderspriser. I deres respektive afgangsværker kommer de udvalgte kunstnere og designere både rundt om de store globale og politiske strømninger, men også helt ned i det nære, det kropslige og det familiære."
(...)
"Fremtidens kunstnere og designere rammer således ned i højaktuelle samfundsmæssige problematikker samt i alment menneskelige forhold, som de med mod og iderigdom giver deres bud på, hvordan man kan adressere i 2022. Derfor hædrer 15. juni Fondens netop disse fremadstormende kunstnere og designere for at udvise kunstnerisk ambition og vilje til at gå i clinch med samfundets og menneskets store spørgsmål."
 
 

BLIXPRISEN

Blixfonden uddeleler hvert år Blixprisen til en nyuddannet dansk og norsk billedkunstner fra hhv. Det Kongelige Danske Kunstakademi i København og Kunsthøgskolen i Oslo.
 
Madeleine Andersson fra Kunstakademiet modtog i 2022 Blixprisen for sit værk Petrosexuality.
 
Blixfonden valgte desuden at uddele en ekstra anerkendelse til endnu en studerende fra Kunstakademiet, Gurli-Marie Lindum, for hendes afgangsværk jeg drømmer at jeg er vågen og er i tvivl om at jeg drømmer at jeg er vågen og er i tvivl.
 

BIRGIT VIBEKE TOFTS MINDEFOND

Birgit Vibeke Tofts mindefond uddeler hvert år anerkendelser til afgangsstuderende fra Det Fynske Kunstakademi, Det Jyske Kunstakademi og Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.
 
Fra Kunstakademiets Billedkunstskoler var prismodtagerne 2022:
 
Anabela Ferreira Ribeiro Rego Veloso for værket circled, 2022-2023
 
Cassie Augusta Jørgensen for værket Danish Girl Dick, 2022
 
Søren Rye for værket Hearsay, 2022
 
Anna Munk Johansen for værkserien Untitled, Arcadia, Untitled, The glow up, The Escape, Lunars 2, Lunars, 2022
 

AFGANG 2022

Afgang 2022 blev vist på Kunsthal Charlottenborg fra d. 19. april – 22. maj 2022. Udstillingen er den årligt tilbagevendende eksamensudstilling for dimittenderne fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler.
 
De deltagende kunstnere var: Madeleine Andersson, Ember Blooming, Clara Busch, Niels Christensen, Paula Duvå, Martin Brandt Hansen, Emilie Imán, Simon G Jakobsson, Anna Munk Johansen, Agne˙ Jokše˙, Cassie Augusta Jørgensen, Esben Weile Kjær, Maria Lepistö, Gurli-Marie Lindum, Maja Malou Lyse, Rasmus Niclas Rose Nielsen, Anna Kristine Hvid Petersen, Kristine Karlshøj Leopold, Søren K. Rye, Samara Sallam, Bertram von Undall, Anabela Veloso, Christian Vindelev, Vic West, Mike Mac-Leod Worning.
 
Afgang 2022 blev kurateret af den svenske kuratorgruppe Index.
 
Du kan dykke ned i blandt andre Madeleine Andersson, Gurli-Marie Lindum Anabela Veloso Maja Malou Lyse og Esben Weile Kjærs arbejde med deres afgangsprojeketer i en række videoer, produceret i forbindelse med afgangsudstillingen 2022 - og du kan læse mere om Afgang 2022, samt se billeder fra udstillingen her.
 

AFGANG 2023

Kunstakademiets afgangsudstilling 2023 åbner 20. april 2023 og udstillingen løber fra 21. april - 21. maj 2023.