Hele 5 studerende fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler er repræsenteret med værker på udstillingen: Mikkel Rundin Ørsted (MFA, Malerskolen), Anton Bigum Kampe (BFA), Regitze Engelsborg Karlsen (MFA) og Mike Macleod Worning (MFA, Malerskolen) og vinderen af årets solopris Kim Richard Adler Mejdahl (MFA, Medieskolen).
Juryens begrundelse for valget af Kim Mejdahl lyder bl.a: ”Juryens Solopris 2018 går til Kim Mejdahl for hans mod til at lade sin egen personlige historie stå i spidsen for sit arbejde uden at reducere den til ren subjektiv terapi. I ‘ODE’ og ‘NO OZONE’ har han skabt to videoværker, som begge har en visuel, følelsesmæssig og kropslig virkning på beskueren. Juryen blev fascineret af dette energifyldte univers, hvis intense personlige udtryk slører grænserne mellem kunst og liv. Det private er ikke helligt i Kim Mejdahls univers, eftersom hans arbejde fokuserer på de barndomstraumer, som de fleste mennesker undgår at diskutere. Kim Mejdahls ekstraordinært ærlige arbejde, og den intense indsats, der er gjort for at skabe filmen ‘ODE’ såvel som den tre minutter lange animation ‘NO OZONE’, skiller ham ud blandt årets ansøgere. Med ‘ODE’ og ‘NO OZONE’ har Kim Richard Adler Mejdahl produceret to værker, som for juryen var uforglemmelige i deres intense, kvalmende og kraftfulde udforskning af hævnens helbredende magt og den personlige behandling af trauma.”
Det personlige trauma er ét af de mange vigtige temaer, værkerne på Forårsudstillingen 2018 undersøger, og jurymedlem og billedkunstner Alexander Tovborg holdt på ferniseringsdagen en velkomsttale om kunstens betydning for det fællesskab, den eksisterer i. Talen er her gengivet i sin fulde længde.
man skal ikke lave kunst, hvis ikke man er villig til at tage det ansvar, det er, at ytre sig. at have en mening.
at have noget på hjertet.
at bidrage i fællesskabet.
at stå ved det.
have en mening.
tage ansvar og stå ved det.
fælleskabet.
hvis ikke man anerkender at kunst har mening, så fjerner man kunstens betydning. grundlaget for kunstens fundament.
at forholde sig.
og så er der ingen mening tilbage. ingen retning. ingen for og eller imod. og kunsten bliver neutral. og visner hen. den dør.
jeg vil gerne opfordre til at man stiller et krav til sig selv. at lave kunst er at tage ansvar. tage ansvar for fælleskabet, tage del i fælleskabet, kunsten. at have noget på hjertet.
kunsten er ikke nogens. den er alles. hvis du ikke du bidrager, så mangler der en. dig.
det er vores ansvar, som kunstnere og dem der formidler kunst, at tage kunstens betydning alvorligt.
må vi aldrig tage det for givet. aldrig.
Alexander Tovborg, 2018
Om Forårsudstillingen
Forårsudstillingen er en censureret udstilling, som hvert forår siden 1857 er blevet afholdt på Kunsthal Charlottenborg med det mål at fremme dansk og siden også international samtidskunst. I årenes løb har udstillingen præsenteret værker af internationale navne som Vilhelm Hammershøi, Alvar Aalto, Per Kirkeby, Jørn Utzon, Olafur Eliasson og mange andre.
Hvert år nedsættes en ny jury, som vælger årets udstillende kunstnere. Juryen 2018 består af Klara Kristalova (kunstner, CZ/SE), Alexander Tovborg (kunstner, DK), Anders Ruhwald (kunstner, DK/US), Christina Capetillo (arkitekt, DK) og Marie Nipper (kurator, DK).
Forårsudstillingen 2018 kan opleves på Kunsthal Charlottenborg indtil d. 10 marts 2018. Læs mere på Kunsthal Charlottenborgs hjemmeside.
d. 7. marts kan man møde Kim Richard Adler Mejdahl i samtale med Thomas Lindquist fra Charlottenborg Fonden / Forårsudstillingen til en Art Talk - læs mere her.