I 2018 finder afgangsudstillingen, Afgang 2018, sted fra den 14. april - 20. maj 2018 på Kunsthal Charlottenborg. Afgangsudstillingen fejrer afslutningen på 6 års intensive studier og markerer begyndelsen på den professionelle karriere som billedkunstner, der venter dimittenderne efter endt uddannelse. Udstillingen præsenterer helt nye værker, som vises i de klassiske rammer af de store ovenlyssale på Kunsthal Charlottenborg - en bygning som i 1883 åbnede med den vision at vise det nyeste billedkunsten havde at tilbyde. Kunstakademiets dimittender følger i fodsporene af internationalt anerkendte kunstnere som Olafur Eliasson, Jesper Just, Kirstine Roepstorff, Lea Porsager, Tal R og mange flere.
De studerende har i løbet af deres uddannelse dygtiggjort sig inden for deres særegne felt, og hvor nogle har opøvet en stor teknisk viden og materialekendskab inden for keramik, grafisk arbejde eller modellering, har andre har orienteret sig mod en mere diskursiv eller teoretisk praksis. Centralt står, at uddannelsen har understøttet hver enkelt studerende i forfølge og udvikle en individuel, kunstnerisk praksis. På samme måde venter der nu de nyuddannede billedkunstnere et mangefacetteret kunstnerisk arbejdsmarked, som blandt andet omfatter udstillingsopgaver på museer og gallerier, undervisningsarbejde, offentlige og private udsmykningsopgaver og forskningsarbejde.
Årets udstillende kunstnere er
Banaan Al-Nasser, Louka Anargyros, Kinga Bartis, Emilia Bergmark, Viktor-Emil Dupont Billund, Emil Alenius Boserup, Emelie Carlén, Ockie Basgül Dogan, Sebastian Hedevang, Anna Kristine Holmberg, David Stjernholm, Morten Knudsen, George Koutsouris, Stephanie Bech, Frederik Worm, Frederik Næblerød, Stefan Plahn, Asta Lulu Refn, Kristoffer Raasted, Louis Scherfig, Sara Sjölin, Marco Spörle, Albin Werle, Ida Retz Wessberg, Fabian Wigren.
Udstillingen er kurateret af Henriette Bretton-Meyer
Udstillingsperiode: 14. april – 20 maj 2018
Fernisering: 13. april 2018 fra kl. 18:00
Læs mere på Kunsthal Charlottenborgs hjemmeside