Søg
Udstilling

Afgangsprojekter 2021: Pauline Fransson

Kunstakademiets anmelderroste afgangsudstilling 2021 løb af stablen i maj. Afgangsprojekterne giver et indblik i hvad det er for materialer, teknikker og praksisser, Kunstakademiets studerende specialiserer sig inden for. Mød Kunstakademiets nyuddannede kandidater og se eller gense deres afgangsprojekter.

”Pauline Fransson er maler. Serien af værker på Afgang 2021 er inspireret af Franssons umiddelbare omgivelser. Vi ser blandt andet en sten, et træ, en badebro og en person. Med en særlig kombination af ægtempera og oliemaling fremstår billederne både mættede og transparente på samme tid – uklare og klare.

Men bag Franssons repræsentationer af kropslige minder af sine omgivelser findes endnu et lag. En undersøgelse og et arbejde med maling, der gør modstand, hvortil Fransson svarer igen. Hun ser intet formål i at beherske mediet fuldstændigt. Tværtimod.

Fransson omfavner og anerkender malingens egen kraft. Dermed sætter hun landskabets fortælling, sin egen krops registrerende bevægelse gennem landskabet og den kropslige hukommelse heraf over for de kemiske reaktioner i malingen og malingens møde med lærredet.”, skriver kuratorteamet bag Kunstakademiets afgangsudstilling 2021 om Pauline Franssons afgangsprojekt.

Pauline Fransson studerede på Kunstakademiets afdeling for Maleri og Billedbaserede Praksisser, hvor de studerende specialiserer sig i arbejdet med billeder i allerbredeste forstand – fra det digitale over installation og performance til maleri og tegning.

Foto: David Stjernholm og Markus Åkesson
Værktekst: Vermillion Sands

https://paulinefransson.se/