Søg S
Nyhed

Ai Weiwei forlænger sin indsamling af LEGO på Kunsthal Charlottenborg

Efter stor succes har Ai Weiwei og Kunsthal Charlottenborg besluttet at forlænge indsamlingen af LEGO klodser på Kunsthal Charlottenborg til d. 22. december 2015

Den kinesiske kunstner Ai Weiwei blev i september 2015 afvist af LEGO, da han ønskede at købe et større parti legoklodser til et værk, der skulle indgå i udstillingen “Andy Warhol / Ai Weiwei” på the National Gallery of Victoria i Melbourne, Australien. Ai Weiwei følte, at LEGOs afvisning var et udtryk for censur, og i protest startede Ai Weiwei sin egen globale indsamling af legoklodser. 
 
Kunsthal Charlottenborg er det officielle opsamlingssted i Danmark. Alle, der ønsker at bidrage til at realisere Ai Weiweis projekt, kan donere legoklodser igennem soltaget på en BMW, som er opstillet i gården på Kunsthal Charlottenborg.
 
Direktør på Kunsthal Charlottenborg, Michael Thouber, udtaler: “Vi er på kunstens side, og ser det som vores rolle at være med til at realisere internationalt anerkendte kunstneres værker. Så da vi blev spurgt fra Ai Weiwei studio i Berlin om Kunsthal Charlottenborg ville være det officielle indsamlingssted i Danmark, sagde vi ja med det samme”. 
 
Indsamlingen begyndte 29. oktober 2015 i København, og nu har Ai Weiwei og Kunsthal Charlottenborg besluttet at forlænge indsamlingen af LEGO frem til 22. december for at give endnu flere danskere mulighed for at donere til realiseringen af værket. 

Fakta om indsamlingen:

Under titlen “Lego Collection Points 2015” begyndte den kinesiske kunstner Ai Weiwei i oktober måned 2015 en global indsamling af LEGO klodser. Indsamlingen foregår gennem soltaget på en BMW der er opstillet på en række toneangivende kunstinstitutioner over hele verden som bl.a. Brooklyn Museum i New York, Royal Academy i London, Martin-Gropius-Bau i Berlin, Contempory Art Center i Malaga og National Galleri of Victoria i Melbourne og Kunsthal Charlottenborg i København.  

Fakta om Ai Weiwei: 

Ai Weiwei (f. 1957 I Beijing, Kina) er kunstner, aktivist og en skarp kritiker af det kinesiske styre. Hans kritik har gentagne gange fået ham på kant med den kinesiske regering, og han har tidligere været i husarrest og oplevet både overfald, fængsling og en falsk retssag om skattesvig og overvågning.
 
Ai Weiweis far var den systemkritiske digter Ai Qing, som blev sendt i arbejdslejr sammen med Ai Weiwei og hans mor i 1958, da Ai Weiwei var et år gammel. Efter Mao Zedongs død i 1976 vendte de tilbage Beijing.
 
Ai Weiwei nyder stor anerkendelse i den internationale kunstverden og har haft toneangivende udstillinger over hele verden. Lige nu er han aktuel med udstillinger på Faurschou Foundation i København og Royal Academy i London.