Søg
Nyhed

Billedkunstskolerne bliver medlem af Society for Artistic Research

Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler er blevet medlem af internationalt netværk for kunstnerisk forskning.

Society for Artistic Research (SAR) er en international organisation for kunstneriske og videnskabelige netværk, der arbejder for at udvikle, sammenkæde og udbrede kunstnerisk forskning som en særlig praksis for vidensproduktion.

Sidsel Nelund, institutleder for Forskning og Tværgående studier på Billedkunstskolerne, fortæller, at det nye medlemsskab vil bidrage til at styrke skolens egne forskningsaktiviteter, samt give adgang til et interessant og toneangivende netværk for kunstnerisk forskning.

SAR arrangerer blandt andet internationale konferencer som dén der netop er afholdt i Haag i Holland under titlen Practice as Writing, Writing as Practice – om det skriftlige arbejde i relation til kunstnerisk praksis og forskning. Desuden står SAR for tidsskriftet Journal For Artistic Research – en online platform som formidler aktuel, international kunstnerisk forskning inden for alle kunstneriske discipliner.