Soil.Sickness.Society, som vandt Bikubenfondens Udstillingspris Vision 2020, er et udstillingsprojekt med tværæstetiske samarbejder inden for kunst, mental sundhed og biologi/økologi. I løbet af udstillingsperioden udfolder en række projekter sig for de besøgende på og omkring Rønnesbækholm.
Ét af projekterne er performanceudstillingen CAT COW, som er kurateret af Charlotte Sprogøe i forbindelse med hendes ph.d.-projekt på Det Kongelige Danske Kunstakademi.
I Rønnebæksholms enorme lade kan man fra d. 14. august – 12. september 2021 opleve performanceudstillingen CAT COW af Nina Beier. Med performanceudstillingen får et dansk kunstpublikum mulighed for at opleve Nina Beiers performative praksis i en ny skala – en del af kunstnerens praksis, der de seneste år har været forbeholdt et internationalt publikum.
Den over 1000 kvm. store ladebygning indgår som karakter og medspiller i Beiers projekt. Den forladte landbrugsarkitektur sætter en grundtone for Beiers udforskning af kulturens greb om naturens ressourcer i dag. Den emblematiske, industrielle lade danner med sit træloft og jordgulv et rustikt og teatralsk rum, der folder sig ud som en organisme, der lever sit eget liv. Besøgende vil nogle gange kunne møde det som en skulpturel installation, mens skulpturerne andre gange bliver til rekvisitter i en scene der intensiveres performativt af mennesker og dyr.
Charlotte Sprogøes ph.d.-projekt inden for kuratorisk praksis er finansieret via et stipendium fra Novo Nordisk Fonden og udføres i et samarbejde mellem Det Kongelige Danske Kunstakademi og Københavns Universitet.
-
Soil.Sickness.Society omfatter i øvrigt også en indendørs udstilling, der forgrener sig til den omkringliggende park, sygehus og psykiatrisk hospital, kurateret af Maria Kjær Themsen og et havekunstprogram kurateret af Laboratoriet for Æstetik og Økologi ved Ida Bencke. Udstillingsprojektet løber fra 23. juni - 31. oktober 2021.
CAT COW af Nina Beier, kurateret af Charlotte Sprogøe, åbner 14. august - 12. september 2021
Læs mere om Soil.Sickness.Society på Rønnesbækholms hjemmeside