Den 31. marts 1754 grundlægges Det Kongelig Danske Skildre- Bildhugger- og Bygnings-Academie i Kiøbenhavn på Charlottenborg.
Kong Frederik V ville ”bringe nyttige og smukke Kunster udi en større Floer og Opkomst” for derved at styrke sit enevælde og gøre landet selvforsynende med både kunstnere og dygtige håndværkere.
Ganske vist havde Frederik V allerede stiftet et københavnsk kunstakademi seks år før, indrettet Akademiet på Charlottenborg flere måneder før og foretaget indvielsen dagen før det nye akademis stiftelsesdato.
Den endelige fundats forelå først på tryk den 1. juli. Alligevel fejrede et nyt kunstakademi sin stiftelse på kongens fødselsdag d. 31. marts 1754.
Et Akademi for både
”skønne og nyttige kunster”
I begyndelsen af Akademiets historie var hensynet til både håndværkene og udbredelsen af den gode smag tilbagevendende krav i formålserklæringerne.
Forskellen mellem fri og bunden kunst, mellem kunst og håndværk, var en væsentlig årsag til stiftelsen af renæssancens kunstakademier i 1500-tallets Italien.
Disse dannede siden forbillede for de øvrige europæiske akademier - med det franske Académie Royale de Peinture et de Sculpture (1648), som det mest berømte eksempel.
Akademierne adskilte sig dermed fra håndværkerlavene, der siden middelalderen havde været de organisatoriske samlingspunkter for bygmestre, malere og stenhuggere.
Med kunstnernes voksende selvfølelse blev kunstarterne klassificeret som ”frie kunster”. Akademiets stiftende fundats fremhæver derfor både udbredelsen af ”de skønne” og ”de nyttige” kunster, artes liberales og artes mechanicae.
Året efter Frederik Vs død i 1766 revideres hensigtserklæringen, nu med særlig vægt på forbedring og dermed fremme af håndværket og beskæftigelsen, foruden at uddanne kunstnere. Og med daværende direktør, Jacques-Francois-Joseph Saly i spidsen blev akademiet snarere et uddannelsessted for håndværkere end for ”frie kunster”.
Udbredelsen af ”den gode smag”
For at forbedre håndværkets kvalitet indføres ”den gode smag” i bestemmelsernes hensigtserklæring og håndværksmestre kunne nu sende deres lærlinge til Akademiet for at lære at tegne.
Tegning (disegno) havde været basis for akademierne siden renæssancen og ordet ”disegno” blev opfattet som mere end processen at tegne. Det betød kunstnerisk skaben.
For Saly var tegning grundlaget for alle videnskaber og fag, og på hans foranledning skulle tegning udbredes gennem Akademiets gratis undervisning og dermed ”danne nationens smag”.
Der var bestemt også en økonomisk vinkel i dette tilbud, idet fabriksvirksomheder skulle styrkes gennem et forbedret håndværk.
Da J.F. Struensee kommer til magten i løbet af 1770 betyder det ændringer i Akademiets reglementer med store nedskæringer i budgettet til følge, og Saly trækker sig i 1771 fra Akademiets virksomhed.
”Den gode smag” diskuteres og provokeret af en diskussion om, hvorvidt eleverne skulle tvinges til forelæsninger i matematik, erklærede professor N. Abildgaard i 1801, at ”den gode smag” var akademiets hovedformål.
Frem for undervisning i matematik var det ifølge Abildgaard vigtigere ”at veilede til det Skiønne og udbrede den gode Smag, en ting som man hverken kan tælle eller måle sig til”.
Et akademi for
”de skønne kunster”
I 1814 ændrer Akademiet navn til Det kongelige Academie for de skiønne Kunster i Kiøbenhavn og formålet defineres meget klart som:
1) uddannelse af kunstnere
2) pligt til at ”vaage over den gode Smag” samt
3) ”et Kundselskab til at udbrede Kunstsmag”.
Foruden at være en uddannelsesinstitution opfattes Akademiet nu nærmest som et tempel for den gode smag, begrundet politisk med formålet at forbedre industrien.
Først i 1900-tallet forsvinder udtrykket for den gode smag fra Akademiets bestemmelser, mens tegning som undervisningens grundlæggende princip allerede fra 1800-tallets midte skaber grobund for ophedet debat.
Læs mere om Akademiets bestemmelser gennem tiden på Akademiraadets hjemmeside
Kilde:
Salling, Emma og Smidt, Claus M.: ”FUNDAMENTET – De første hundrede år”; I Fuchs, Anneli & Salling, Emma (red.) KUNSTAKADEMIET 1754-2004, Det Kongelige Akademi for De Skønne Kunster & Arkitekturs Forlag 2004, bind I, s. 23-117