Søg S

Undervisningen i de første 100 år

Efter årelange aftenstudier med tegning efter gipsafstøbninger skete der i 1820'erne en markant fornyelse af undervisningen for malere

De fleste af Kunstakademiets studerende var ganske unge, typisk mellem 10-14 år, når de begyndte på Akademiet.

De unge studerende gennemgik et undervisningsforløb som i princippet var det, der havde været anvendt på de fleste kunstakademier i Europa siden renæssancen: Først kopierede man tegninger eller stik, og derefter gik man over til at tegne efter tredimensionelle forlæg; fortrinsvis gipsafstøbninger.

Sværhedsgraden blev undervejs hævet fra enkelte legemsdele til hele figurer. På denne måde bevægede eleverne sig gennem Fritegningsskolerne til Gipsskolen, hvor der blev tegnet efter figurer i deres helhed.

På Modelskolen tegnede man direkte efter levende model, der traditionelt var nøgne mænd eller drenge.

Disciplinerne foregik indendørs og al undervisning fandt sted om aftenen, mens dagtimerne kunne udfyldes med privatundervisning ved akademiets professorer.

Undervisningens struktur

Undervisningsstrukturen - inddelingen af skoler efter klasser og deres betegnelser - ændrede sig naturligvis i løbet af de første 100 år.  

Men et fællestræk var, at skolerne var inddelt i de underste / lavere, hvor informatorerne underviste, og de højere under vejledning af professorer.

De lavere skoler bestod af Fritegningsskolerne og Gipsskolen. Den grundlæggende undervisning i arkitektur blev givet i 1. Arkitekturskole (eller Bygningsskole).

Den højere skole for billedkunstnere var Modelskolen og for arkitekter 2. Arkitektskole. Fra 1820’erne blev der udvidet med en 3. Arkitektskole.

Modsat de lavere skoler sondres der i Modelskolen mellem de forskellige typer af billedkunstnere. Billedhuggerne arbejdede primært med relieffer i ler, mens maleaspiranterne som hovedregel tegnede.

Udover de primære skoler fandtes Ornamentskolen, der oprindeligt var en separat skole for håndværkerlærlinge.

Fra 1842 blev Dekorationsskolen en overbygning på de højere skoler, hvor maleri og modellering blev forenet med arkitektur. Først i begyndelsen af 1900-tallet bliver denne en egentlig professorskole.

Medalje- og
konkurrencesystemet

Et gennemgående pædagogisk princip for både højere og lavere skoler, og såvel for billedkunstnere som for arkitekter, var konkurrencesystemet, der drev eleverne frem gennem skolerne.

Belønningen ved de tilbagevendende konkurrencer kunne være retten til at vælge den bedste plads i forhold til modellen eller små og store sølvmedaljer. Indtil 1842 blev de givet for relieffer eller tegninger efter model.

Klimaks på Modelskolen var guldmedaljen, den lille og derefter den store, som gav ret til at modtage Akademiets store rejsestipendier. Og uddannelsen blev først betragtet som fuldført efter et længere studieophold i udlandet.

Privatundervisning i
professorernes atelierer

Professorerne havde en særlig stor betydning for Akademiets undervisning gennem deres individuelle personlighed, kunstsyn og arbejder.

Som de mest indflydelsesrige inden for billedkunst i Akademiets første 100 år kan nævnes J.F.J. Saly, J. Wiedewelt, Jens Juel, N. Abildgaard, C.W. Eckersberg og H.E. Freund, samt Bertel Thorvaldsen, der for det meste opholdt sig i udlandet og derfor påvirkede mere gennem sine værker og sin berømmelse end ved sin undervisning.

Den praktiske erfaring på Akademiet, såsom at male, fik eleverne primært i professorernes atelierer. Blandt de professorer, som boede på Charlottenborg eller havde fribolig andetsteds, blev det påbudt, at en historiemaler og en billedhugger skulle holde atelier, hvor eleverne kunne øve sig i ”practiske Haandgreb”.

Billedhugger J. Wiedewelts atelier i Frederiks Holms Kanal, ligesom senere H.E. Freunds og H.W. Bissens, var således et professorværksted, men ikke en egentlig skole under Akademiet, som det blev i 1945. C.W. Eckersbergs atelierundervisning, og dens betydning for eleverne, er ligeledes særlig fremhævet og kendt.

At male i dagslys og i det fri

I 1820erne skete en markant fornyelse i undervisningen af malere, idet J.L. Lund og C.W. Eckersberg indførte kurser i at male i dagslys ved Modelskolen. Det begyndte med et sommerkursus i 1822 og fortsatte med oprettelsen af en permanent malerstue.

Eckersberg tog ligeledes initiativ til, at denne undervisningsgenre også kunne foregå i naturen og ikke kun i et atelierlokale på Charlottenborg.

Først efter 1842 kom maleriundervisning formelt set til at indgå i uddannelsesstrukturen, men efter ca. 1830 blev det accepteret, at lærerne tog dagtimerne i brug til undervisning i maleri.

På europæisk plan var godkendelsen af Eckersbergs praksis med at tage eleverne ud i naturen den første af sin art, idet friluftsundervisning i andre større byer fortsat kun foregik i privat regi uden accept fra akademierne.

Med denne danske blåstempling af en ændret praksis banedes vejen for opblomstringen af en dansk kunst baseret på landskabsiagttagelser af det nutidige landskab, der i dag kendes som Den Danske Guldalder. 

Læs mere om Eckersbergs perspektivlære her

Kilder: 
-    Salling, Emma og Smidt, Claus M.: ”FUNDAMENTET – De første hundrede år”; I Fuchs, Anneli & Salling, Emma (red.) KUNSTAKADEMIET 1754-2004, Det Kongelige Akademi for De Skønne Kunster & Arkitekturs Forlag 2004, bind I, s. 23-117
-    Grand, Karina Lykke: ”Kunstakademiet”; Nordisk Selskab for Romantikstudier, www.romantikstudier.dk