”I et stort, skummelt og skident Rum, som kun var udstyret med Staffelier og høje trebenede Taburetter, var Eleverne anbragte i Halvkredse omkring Torsoer og Hoveder af Gips. I Centrum af en af disse Kredse fik jeg (…) anvist en Plads på en Trækasse. Medens Halvkredsen omkring mig arbejdede efter kvindelig Torso, fik jeg, Begynderen, den Opgave at tegne et beskedent Gipsblad, som var ophængt paa Torsoens Sokkel”.
Emil Hannover beskriver her sit møde med Den almindelige Forberedelsesklasse, der siden 1863 var stedet, hvor alle nye elever på Akademiet begyndte med tegning efter gipsafstøbninger af dyr, arkitektur, ornamenter og menneskefigurer.
Hannover omtaler i sine erindringer fra årene på Akademiet 1879-1883 sig selv som en ”født oppositionsmand”, der ikke var i tvivl om, at Akademiet var komplet forældet.
Stærk konservatisme
Perioden 1850-1900 var en oprørs- og opbrudstid i Akademiets historie. Institutionelt kendetegnet ved etableringen af alternative kunstskolers i årene omkring 1880 samt billedkunstnerisk ved det såkaldte ”moderne gennembrud”: Realisme, naturalisme, impressionisme.
Akademiet var i perioden en stærkt konservativ institution, der ved hjælp af strenge optagelsesregler, selvsupplering og livsvarige medlemsskaber kunne afskærme sig fra udviklingen, indtil presset fra omverdenen blev for stort.
I 1860’erne og 70’erne var direktør Ferdinand Meldahl og professor Frederik Vermehren vigtige aktører blandt det dominerende nationalliberalt-konservative flertal, der satte dagsordenen for stort set alle æstetiske og kunstpolitiske diskussioner.
Med sin lange professorgerning fra 1873-1901 blev Vermehren lærer for flere generationer af kunstnere, men kom i stærk opposition til de unge i sin stædige insisteren på undervisningsformer, der var overtaget direkte fra den gamle C.W. Eckersberg.
Mod en ny kunstforståelse
Divergerende politiske holdninger spillede en afgørende rolle i den årlange strid om magten på Akademiet, der prægede perioden. Men forskellige syn på kunsten var ligeledes en vigtig faktor og årsag til de egentlige opbrud, som senere fulgte.
Årene fra begyndelsen af 1840erne frem til midten af 1860erne var kendetegnet ved to grupperinger: ”Høyenianerne” og ”Europæerne”. Førstnævnte tilhørte kredsen omkring den indflydelsesrige kunsthistoriker N.L. Høyen, der politisk sympatiserede med de nationalliberale, mens ”Europæerne” lidt upræcist betegnede en gruppe meget forskellige kunstnere, som af politiske og/eller kunstneriske bevæggrunde var i opposition til N.L. Høyen, og som i større udstrækning bekendte sig til et mere internationalt kunstnerisk udtryk.
I årene omkring 1880 var Akademiet fortsat præget af den samtidige eksistens af to dominerende mentaliteter. Dels den tilbageskuende og konservative, som Akademiets flertal tilhørte, der var bundet til det traditionelle dannelsesborgerskab og forankret i troen på en gudsbestemt, meningsfuld verden. Dels en mere fremskridtsoptimistisk og positivistisk mentalitet, som udviklede sig fra midten af århundredet.
Kunstnernes Frie Studieskole
I begyndelsen af 1880’erne havde utilfredsheden blandt de unge kunstnere vokset sig stor. Både over Akademiets undervisningsforhold, hvor det først efter flere års slid med tegneøvelser efter afstøbninger blev muligt at male efter levende model, og med de censurerede udstillinger, der fandt sted på Charlottenborg. Men også over at de studerende helt generelt blev holdt uden for indflydelse.
Utilfredsheden med undervisningen førte til åbningen af den statsstøttede malerskole, Kunstnernes Frie Studieskole i 1882, hvor P.S. Krøyer og Lauritz Tuxen underviste med inspiration fra de nye strømninger, som de hentede med hjem fra Paris.
Fra 1885-1908 ledede Kristian Zahrtmann en af Studieskolens selvstændige afdelinger, den såkaldte ”Zahrtmanns Skole”, som fik afgørende betydning for den danske malerkunsts videre udvikling.
Kilder:
- Larsen, Peter Nørgaard: ”Med ryggen mod fremtiden – Billedkunst i anden halvdel af 1800-tallet”; I Fuchs, Anneli & Salling, Emma (red.) KUNSTAKADEMIET 1754-2004, Det Kongelige Akademi for De Skønne Kunster & Arkitekturs Forlag 2004, bind I, s. 119-185