Forholdet mellem Akademi og opposition præger fortsat historien om Billedkunstskolerne i det 20 årh.s første årtier. Gamle, reaktionære professorer sad tungt på posten, mens de unge ville noget andet og brugte Akademiet som en autoritet at definere sig i modsætning til. Med en fortsat gammeldags undervisningsstruktur og i et samfund præget af store omvæltninger tager debatten til omkring de forskellige kunstneriske udtryksformers berettigelse og plads.
Af de professorer, som skabte afgørende forandringer på Akademiet i perioden, kan nævnes Joakim Skovgaard, Einar Utzon-Frank og Aksel Jørgensen, der ligeledes alle i perioder var direktør for Akademiets. De tilhørte dog stadig en klassisk tradition, mens en nyere generation af professorer fra århundredets midte var repræsenteret af tidligere rebeller såsom Vilhelm Lundstrøm, William Scharff og Olaf Rude.
Forældet undervisning
På trods af forsøg på at imødekomme kritikken af Akademiets undervisning i slutningen af 1800-tallet var grundstrukturen af undervisningen i det nye århundrede fortsat stort set den samme; flere års studier bygget op omkring tegning efter gipsafstøbninger.
I 1910’erne skete et skred i kunstlivet, som skabte røre på Akademiet. Perioden var kendetegnet ved massive teknologiske fremskridt og en tiltagende industrialisering, der skabte nye muligheder for kunsten, men som også greb dybt ind i samtidens livsstil og sociale strukturer. ”Naturalismen” blev indbegrebet af alt, hvad de unge kunstnere var imod. Hvis kunsten skulle bevare sin berettigelse og stå mål med sin tid, måtte der radikalt nye midler til.
Dette blev baggrunden for alvorlige angreb på Akademiet og en debat, der i sin intensitet ikke var set siden 1880’erne og som optog sindene i såvel kunstkredse som i den brede offentlighed.
En kunst ”ude af kontrol”
Konflikten udsprang af de forskellige kunstsyn, der manifesterede sig i tiden. Over for den naturalistiske og naturtro tradition stod en avantgarde-præget og eksperimenterende kunst, der var inspireret af udenlandske strømninger såsom ekspressionisme, kubisme og surrealisme, og som flyttede kunsten fra en klassisk akademisk stil til et mere ekspressivt, personligt og eksperimenterende udtryk.
Konflikten omkring ”den moderne kunsts” indtog på den danske kunstscene såede også generel tvivl om professorernes formåen.
I december 1920 nedsatte ministeriet en kommission, der skulle behandle såvel Akademiets organisatoriske bestemmelser som undervisningens ordning. Det førte til, at undervisningen blev sat i strammere rammer. Herunder blev der indført mødepligt for professorerne, et delvist planlagt pensum samt en fast timeplan. Endvidere var det et hovedanliggende at reducere professorernes personlige, ”retningsbestemmende” indflydelse på eleverne i en tid uden tillid til lærerkræfterne.
Karakteren af den moderne kunst blev brugt som bevis for professorernes utilstrækkelighed - både som pædagoger og kunstneriske autoriteter - og det var ikke længere muligt at følge én bestemt professor gennem et helt uddannelsesforløb.
Fornyet fokus på
håndværksdiscipliner
De mest markante ændringer i undervisningen i 1920’erne skyldes for en stor del Joakim Skovgaard, der var Dekorationsskolens første professor (1909-1922), samt Einar Utzon-Frank, der var professor på Billedhuggerskolen (1919-1955). Undervisningen fik her i højere grad karakter af ”kunstnerværksteder”, hvor eleverne samarbejdede med professorerne på større opgaver.
Udover den længe ventede nedtoning af tegnestudierne efter afstøbninger på Gipsskolen kunne malerelever nu hurtigere få lov til at arbejde efter levende model og med ”maleriske kvaliteter”. Billedhuggerne kunne tilsvarende fra begyndelsen fokusere på helfiguren som plastisk form.
Med oprettelsen af Grafisk Skole i 1921, under Malerskolen, blev det bestemt, at der frem over også skulle undervises i skrifttegning og grundlæggende principper i bogtryk.
Materialelære og oprettelsen af
Farveteknisk Laboratorium
Med opblomstringen af skønvirkebevægelsen i Danmark ved århundredets begyndelse fulgte desuden en fornyet interesse for håndværksrelaterede discipliner. Freskomaleri og mosaik blev fag ved Akademiet og siden til en egentlig skole.
Der kom desuden større fokus på materialebrug. Blandt andet med oprettelsen af et maleteknisk kursus ledet af en praktisk uddannet farvetekniker, som både stod for forelæsninger og laboratorieøvelser. Fra 1929 blev der desuden undervist i keramisk teknik på det nye farvetekniske laboratorium.
På Billedhuggerskolen blev den håndværksmæssige undervisning også opprioriteret. Stenhuggere, bronzestøbere og ciselører skulle nu undervise eleverne, og nye fag som stativopbygning, støbning og overfladebehandling blev introduceret.
Kunstens sociale engagement
Perioden var præget af både 1. og 2. Verdenskrig, der ligeledes satte nye dagsordener for kunsten. Et krav om større saglighed lå således i direkte forlængelse af efterspillet fra 1. Verdenskrig.
Særligt Aksel Jørgensen stillede krav til kunstnernes sociale engagement. For ham var opgaven at skabe en kunst, der havde mennesket som motiv og som samtidig tog hensyn til kunstens love. Det sociale engagement, han advokerede for, skulle ikke forstås som et krav til at gøre sociale forhold til tema for kunsten. Det, han krævede var, at kunstnerne skulle arbejde for ”Kunstens Socialisering” – at få kunsten ud til folket, ”fordi vi i Kunsten ser en livgivende, opløftende Værdi (…) ja, noget som simpelthen gør os til Mennesker”.
Med sine 33 år ved Akademiet (1927-1953) blev Aksel Jørgensen en af institutionens mest indflydelsesrige kræfter. Både som professor i malerkunst, og som den centrale drivkraft bag Grafisk Skole, blev han lærer for flere fremtrædende skikkelser i dansk kunst fra 1920’erne og frem.
Læren fra Aksel Jørgensen blev således en del af bagagen for den generation, der skulle tegne Akademiet efter århundredets midte.
Kilde:
- Aagesen, Dorthe: ”Mellem Tradition og Modernitet – Billedkunst 1900-1954”; I Fuchs, Anneli & Salling, Emma (red.) KUNSTAKADEMIET 1754-2004, Det Kongelige Akademi for De Skønne Kunster & Arkitekturs Forlag 2004, bind I, s. 255-319