Søg S

Brydningstid på Akademiet. 1954-1970'erne

Studenteroprør og nye undervisningsmetoder - en helt ny struktur indføres på Billedkunstskolerne

I december 1953 gik omkring 200 kunstnere i demonstrationsoptog til Christiansborg for at gøre opmærksom på deres kår. De ønskede at være til større gavn for samfundet og få mulighed for at udføre monumentale opgaver. De krævede, at der blev indført en lov om, at 2 % af byggesummen for offentligt byggeri skulle hensættes til kunstnerisk udsmykning.

I sin tale til de demonstrerende gav undervisningsminister Julius Bomholt dem ret i, at kunsten skulle ud i samfundet. En proces sættes i gang, der senere munder ud i Statens Kunstfond. 

Uddannelsen anno 1954

Den 31. marts 1954 kunne Akademiet fejre sit 200 års jubilæum. Men hvilken uddannelse tegnede sig på dette tidspunkt i historien?

Billedkunstskolerne var på det tidspunkt opdelt i Malerskolen, med tre tilknyttede professorer, og Billedhuggerskolen med to professorer. De var alle i midt/slut 60’erne. 
Til Malerskolen knyttede sig desuden Mosaik- og Freskoskolen samt Grafisk Skole, der på dette tidspunkt ikke havde en professor. Undervisningen blev fortsat suppleret af en række obligatoriske bi-fag: Anatomi, Perspektiv og Billedkunstens Historie. 

På Farveteknisk Laboratorium havde malerne siden 1925 modtaget undervisning i farvekemi og materialeteknik, mens billedhuggerne havde materialelære. Optagelsesprøven var fortsat baseret på tekniske færdigheder i tegnede modelstudier. Desuden skulle der forelægge et skolebevis i geometri, projektionstegning og linearperspektiv, foruden de selvstændige arbejder. 

På trods af de fornyelser og tiltag, der blev gjort i århundredets begyndelse, stod en ny generation studerende igen med en følelse af et forældet Akademi, der ikke rustede dem til tilværelsen som kunstner i et moderne samfund. 
I betragtning af de store skred, der siden 1900-tallets begyndelse var sket i kunsten, synes uddannelsen med sit fortsatte fokus på figuration og klassiske håndværksmæssige dyder at være ude af trit med sin samtid. 

Nye impulser

I 1919-1933 udgjorde Bauhaus-skolen i Tyskland det første reelle alternativ til ”Beaux-Arts”-traditionen, og mange unge kunstnere orienterede sig den vej. Selvom Bauhaus’ målsætning var at uddanne formgivere inden for arkitektur, kunsthåndværk og design ud fra et socialt og samfundsmæssigt sigte, snarere end at uddanne ”frie” kunstnere, fik skolen betydning for kunstuddannelse i mere bred forstand pga. sin opbygning og undervisning. 

På Akademiet satte udnævnelsen af Egill Jacobsen til professor i 1959 en brydning i gang. Som første repræsentant for det abstrakte maleri og med sin baggrund i den spontant-abstrakte kunst stod han for en antiklassisk, anti-akademisk holdning til kunst og indvarslede en ny orientering på Malerskolen. 

For Jacobsen havde modelstudier ikke afgørende betydning. I stedet blev gæstelærere, studieture og studierejser efterhånden en fast del af undervisningen. Ligeledes fik hans interesse for fag som psykologi, historie og filosofi betydning for undervisningen. 

En fælles 1. del etableres

I 1961 blev den såkaldte Eks-skole (Den Eksperimenterende Kunstskole) etableret som et ”supplement” til Akademiet i form af materialeeksperimenter, et bredt værkbegreb og kollektive værkproduktioner. Drømmen om ”et samarbejde” mellem kunstarterne var udbredt og siden 1950’erne havde studerende på Akademiet etableret studiekredse på tværs af skolerne. 

På de studerendes ønskeliste stod øgede muligheder for samarbejder på tværs meget højt. De ønskede fælles undervisning for elever på alle skoler. Egill Jacobsen var fortaler for en fælles 1. del og arbejdede hårdt for en sådan. Med oprettelsen af en to-årig 1. del på Malerskolen i 1965 var et stykke nået, men først i 1971 blev der indført egentlig fællesundervisning for alle de nye elever. 1.del blev senere, i 1990, omdøbt til grunduddannelsen.

De studerendes stemme

Kravet fra de studerende om medbestemmelse var et centralt emne, der tegner perioden fra slut60’erne og frem. I kølvandet på studenteroprøret i 1968 var de unge blevet mere politisk bevidste. Det udmønter sig bl.a. i indførelsen af konkret medbestemmelse for de studerende efter den nye anordning af Akademiet i 1971. 

På Billedkunstskolerne stod bl.a. Ole Sporring i spidsen for en gruppe, der i november 1968 forsøgte at oprette en selvstændig afdeling, der skulle være et alternativ til de eksisterende skoler og basere sig på fælleskab. Et opgør med professordominans og ønsket om at skabe kunst ud fra nye parametre var baggrund for kravet om en professorløs afdeling. En decideret afdeling kom dog aldrig på tale, men med Egill Jacobsen og Dan Sterup-Hansen i front var stemningen positiv, og et lokale blev stillet til rådighed for denne nye ”studiekreds”. 

I 1974 blev de studerendes protester mod professorernes ansættelsesforhold endvidere startskuddet til den såkaldte ”Akademistrid”, hvor Billedkunstskolerne kom i offentlighedens søgelys i hidtil uset grad. Stridens kerne var modstanden mod livstidsansættelser (indtil man fyldte 70 år) og interne professor-rokader. Protester der startede med besættelsen af to professorater på hhv. Grafisk Skole og Skolen for Mur og Rumkunst i 1974. 
Først i 1977 sluttede striden med inddragelsen af en ombudsmand. 

Kunsten i samfundet

Udover ønsket om fornyet og anderledes undervisning, større samarbejde mellem kunstarterne og en større medbestemmelse for de studerende, var forholdet mellem uddannelse og den uddannede kunstners funktion i samfundet et varmt emne i tiden. 
Perioden var kendetegnet ved en konkret fornyelse af uddannelsesstrukturen, bl.a. med etableringen af en fælles 1. del (1971), men også af en opdeling af Akademiets funktioner: I 1959 adskilles Akademi og Akademiråd i to selvstændige organer og i 1974 adskilles Billedkunstskolerne og Arkitektskolen og får hver sin rektor. 

Efter demonstrationen i 1953 grundfæstede et øget fokus på beskæftigelsesmulighederne for de uddannede kunstnere sig i de ministerielle bestemmelser gennem oprettelsen af Statens Kunstfond i 1956, der bl.a. støttede offentlig udsmykning. 

De mest markante forsøg på decideret samfundsrelateret uddannelse af kunstnerne på Akademiet sker med etableringen af en afdeling for skulpturrestaurering (1960) og Kunstpædagogisk Skole (1964), der skal ruste kunstnere til undervisning i folkeskoler og gymnasier. 
Men med etableringen af Konservatorskolen i begyndelsen af 1970’erne nedlægges afdelingen for skulpturrestaurering, mens det kunstpædagogiske overgår til først Aarhus og siden også Københavns Universitet. 
Dermed står Billedkunstskolerne fortsat for ”den frie kunst” som sit hovedvirke.

Kilde:
-    Fuchs, Anneli: ”For samfundet, kunstneren eller kunsten? – Billedkunstskolerne fra midten af 1950’erne til slutningen af 1970’erne”; I Fuchs, Anneli & Salling, Emma (red.) KUNSTAKADEMIET 1754-2004, Det Kongelige Akademi for De Skønne Kunster & Arkitekturs Forlag 2004, bind II, s. 9-77