Med serien inviterer vi de danske læsere med ind i igangværende samtaler om kunsten og dens fællesskaber i bredeste forstand. Dette i form af udgivelser af projektets forelæsningsrækker, hvor både lokale og internationale forskere og kunstnere og med tiden også de i projektet deltagende forskere bidrager med ny viden.
Kunsten som Forum på tryk taler ind i en tid, hvor mennesket verden over har lært isolationens kølige favntag at kende og hvor det kun er blevet endnu mere væsentligt at samarbejde og at undersøge kunstens evne til at skabe mangfoldige fællesskaber.
Kunsten som fællesskab
De tre første udgivelser i serien behandler på forskellig vis de præmisser og strukturer i hvilke mennesket i dag lever i en politisk virkelighed, og det er tekster, hvor skabelsen af fællesskaber står centralt.
I Feministisk omsorgspolitik og nærheden mellem kunst og liv analyserer performanceteoretiker og professor Bojana Kunst, hvordan frigørelse fra kønsroller producerer nye afhængighedsforhold og nye former for følelsesarbejde i en senkapitalistisk virkelighed. Professor i bystudier Mustafa Dikeç fremskriver i Æstetik og skabelsen af fælles verdner et samspil mellem den sansemæssige opfattelse af omgivelserne og dennes grundlæggende betydning for politiske fællesskaber. Sanseerfaring, politisk bevidsthed og fællesskabet er også centralt i æstetikprofessor Cecilia Sjöholms Virkelighedssans: Hanna Arendt om Kant og æstetik. Her genaktualiserer hun Arendts tanker om en fælles sans, der kan yde modstand mod de grupperinger i samfundet, som sår tvivl om verdens realitet ved at fabrikere fiktiv virkelighed. Her fremhæves kunstens særlige evne til at artikulere og højne denne sans for det liv og fællesskab, vi alle er del af.
Serien udkommer i et let lille lommeformat, der passer ned i enhver taske, til enhver tur ud i sommerlandet og til enhver der ønsker at få et forøget indblik i dagens kulturvidenskabelige landskab. Udgivelserne koster 65kr/stk., kan bestilles online og findes i Kunsthal Charlottenborg, samt udvalgte butikker.
For yderligere information kontakt Billedkunstskolernes Forlag/The Royal Danish Academy of Fine Arts, Publishing:
Nyhed
Billedkunstskolernes Forlag lancerer 'Kunsten som Forum på tryk'
Det er med stor fornøjelse, at Billedkunstskolernes Forlag i samarbejde med Kunsten som Forum, Ny Carlsbergfondets forskningscenter på Københavns Universitet, kan lancere en ny serie af udgivelser Kunsten som Forum på tryk.