Søg
Udstilling

Billedhuggerskolen udstiller i Horsens

Udstillingen STAY II med værker af studerende fra Billedhuggerskolen er netop åbnet på FÆNGSLET i Horsens

Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedhuggerskole, Horsens Kunstmuseum, FÆNGSLET og Fængselsmuseet præsenterer sammen udstillingen STAY II, skabt af 13 studerende fra kunstakademiets billedhuggerskole og professor Martin Erik Andersen.

I august 2015 inviterede Horsens Kunstmuseum, Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedhuggerskole, Display Festival, Fængslet og Fængselsmuseet til udstillingssamarbejdet STAY, hvor 11 billedhuggerstuderende fra Kunstakademiet udstillede. Dette samarbejde er fortsat i år med udstillingen STAY II.

Udstillingens titel spiller på værkernes midlertidige ophold på det tidligere Horsens Statsfængsel, og de studerende har i produktionen af deres værker arbejdet stedsspecifikt med fængslets arkitektur og historie – samtidig med at det har været et mål at nå et publikum, der måske normalt ikke ville opsøge samtidkunst.

Udstillingen blev åbnet lørdag den 10. september af rektor Sanne Kofod Olsen – og løber til d. 27. november.

De deltagende kunstnere: Biba Fibiger, Emil Alenius Boserup, Esben Gyldenløve, Gabriel Bott, Gilbert Gordon, Hans F. Beck, Jacob Olsson, Lulu Refn, Lydia Hauge Sølvberg, Maja Fjord Fjord, Marco Spörle, Martin Erik Andersen, Simon Rasmussen og Veronica Rigèt.
 
Årets udstillingsprojekt er støttet af: Horsens Kommunes Kulturpuljen, Insero Horsens og Horsens Kommunes PR Gruppe, Kulturpuljen og Familien Hede Nielsens Fond.