Søg
Nyhed

Kirsten Astrup modtager hæderspris

Afgænger 2017 Kirsten Astrup har modtaget 15. Juni Fondens uansøgte hæderspris til kandidater fra Det Kgl. Danske Kunstakademi for afgangsværket Troe og Agtsom

I fondens motivation står der blandt andet:
 
"TROE OG AGTSOM er også titlen på Kirsten Astrups på samme tid let melankolske og vildt burleske allegoriske sørgespil, som handler om redefineringen af begreber som arbejde, kontrol og kønsidentitet samt omkalfatringen af velfærdssamfundet (jvf. en af underteksterne i videoen: Relocated, accelerated, digitalized and sold).
 
Videoen, der er eminent godt skruet sammen, består af en række tableauer filmet i Heinrich Wencks tomme Centralpostbygning fra 1912 i Tietgensgade, der nu er blevet solgt til en norsk hotelkoncern. Værket – for der er vel egentlig tale om en genreoverskridende hybrid af video, performance, tableau, revy, kabaret og stedsspecifik installation – forener det bedste fra så spredte og idiosynkratiske traditioner som minimal music, Laibach, Bob Fosses Cabaret, Røde Mor, Morten Korch og Walter Benjamins Ursprung des deutschen Trauerspiels. Som i den klassiske græske tragedie bærer en del af skuespillerne masker. De enkelte tableauer, hvis musik for det meste er lavstemt og i mol, består af kor, der ”taler” med og op imod et fiktivt P1-snakkeprogram.
 
Der hviler over tableauerne en suggestiv stemning af nostalgi, fravær og fremmedhed, som binder alle disse modsatrettede greb af ’skønsang, børne-tv og drag-æstetik’, sammen til et forunderligt og helt suverænt værk, der skiller sig ud fra alt andet, der i øjeblikket laves på den danske kunstscene."

Bedømmelsesudvalget består af billedkunstner Claus Carstensen, museumsinspektør Anders Kold og kritiker Mai Misfeldt.