Søg
Nyhed

Ph.d.-projekt på CPH:DOX

Ph.d.-studerende på Kunstakademiet Rikke Luther har som en del af sit forskningsarbejde skabt filmen Concrete Nature: The Plantary Sand Bank, som vises på årets CPH:DOX.

"Med beton som sit emne for sit smukke cinematiske essay, trækker Luther tankevækkende tråde mellem kritiske momenter i moderniteten - en periode, hvis løfter om fremskridt og universelle værdier betonen materialiserer.

Fra de første årtier af 1800-tallet, over modernismens æstetisering af det politiske og frem til i dag, hvor havbunden med katastrofale konsekvenser bliver brugt som sandmine - og muligvis videre til en fremtid i 3D-printede betonbygninger på andre planeter.

Tankestoffet er komplekst, men tilgængeligt i Luthers velskrevne monolog, illustreret af velvalgte og rummelige motiver af den både standardiserede og visionære arkitektur, betonen har muliggjort - og de ødelagte landskaber, som produktionen af den har forårsaget." skriver CPH:DOX om filmen.

Rikke Luther er uddannet fra Det Kongelige Danske Kunstakademis Billedkunstskoler, og er ph.d.-studerende på Kunstakadmiet i et samarbejde med Institut for Kunst og Kulturvidenskab, Københavns Universitet og ACT; MIT (Art, Culture and Technology, School of Architecture and Planning, Massachusetts Institute of Technology, Cambridge, MA, US).

Du kan læse mere om Rikke Luthers ph.d.-projekt Concrete Aesthetics: From Universal Rights to Financial Post Democracy her.

Concrete Nature vises som en del af CPH:DOX d. 20.-31. marts og er udvalgt til konkurrencen NEXT:WAVE.